Tak for dem!

Er dybt taknemmelig for og meget beæret over de to nomineringer, som Hilsen fra Rexville har fået: For det første til Kritikerprisen, for det andet til Palle Rosenkrantz-prisen.

Selvom Palle Rosenkrantz-prisen er den kæmpestore, internationale krimipris, så er jeg faktisk mest glad for nomineringen til Kritikerprisen, hvor romaner i spændingskategorien normalt ikke har deres gang. For det første opfatter jeg egentlig ikke mig selv som en krimiforfatter og føler mig lidt fortabt i det fornemme selskab af koryfæer, der er indstillet til Rosenkrantz-prisen. For det andet betyder Kritikerprisen, som også Mit smukke lig var indstillet til, noget, der er helt afgørende for mig: Jeg kan kun tolke nomineringen som en form for lille accept af mit argument om, at spændingsgenrerne i deres væsen ikke nødvendigvis er triviallitterære

Nationalitet dissekeret qua omslag

Jeg er ikke i vane med at sætte udenlandske forsider på min blob — ikke fordi jeg lider af falsk beskedenhed, men udelukkende på grund af den triste omstændighed, at de som regel er enten kedelige eller magen til forlægget som fx den norske udgave nederst til højre.
Men nu gør jeg det — for det første, fordi den italienske da er fuldstændig vild:

"Mere pervers end Dexter, mere voldelig end CSI." 

Ved du, hvem Dexter er? Det ved du så nu og kan derfor sagtens forstå, at jeg ikke rigtigt kan blive enig med mig selv,  om jeg skal være beæret eller fornærmet. Til gengæld er jeg ret sikker på, at de har ansat et par nonner i redaktionen på Newton Compton Editori. (I kan selv være perverse!)

Og for det andet, fordi det er utroligt, at den samme roman kan opfattes så forskelligt: Samme dag som italienernes forside lander i min mail, ankommer tyskernes bud på et omslag — og man må da sige, at det er, æh, anderledes. Den bog ville jeg ikke købe, medmindre jeg var udgået for sovepiller ... Håber ikke, de bliver sure over, at jeg kaldte den "neutral og lidt kedelig", for det var en pæn måde at sige det på, skulle jeg mene. Håber til gengæld voldsomt, at de laver en ny. Nu er jeg virkelig spændt på at se finnernes og svenskernes.

Mich&Susse

Mich&Susse er et socialt eksperiment, som du skal følge og støtte fra begyndelsen. Det bliver nemlig stille og roligt vildt, skulle jeg hilse at sige. Indtil videre er det sociale eksperiment en hemmelighed, ligesom det er en hemmelighed, hvem Mich er. Det eneste jeg kan og vil fortælle dig, er, at det handler lidt om basalt i orden sprogbrug for tumper. Resten må du læse dig til.

GODT NYTÅR! 

Bedste ti bøger nogensinde, meiner Meinung nach

Da jeg for ikke længe siden sad i et fly og opdagede, at min Kindle var udgået for batterisaft på et tidspunkt, hvor der var to timers flyvning tilbage, blev jeg nødt til at lege med den del af min iPhone, som det rent faktisk var muligt at bruge: notesbogen. Og eftersom jeg lige havde læst en bog, som jeg var så ovenud begejstret for — Tom Rachmans "The Imperfectionists" — at den så absolut måtte på LISTEN, besluttede jeg for første gang rent faktisk at skrive LISTEN, som indtil det tidspunkt alene havde eksisteret som bogforsider i min hjerne.

(Og apropos LISTER så sidder min ven Keith i disse dage i London og skriver LISTERNE, sine egne, altså, som er en årlig opgørelse over alt fra bøger til film til nekrologer. Tal om at være mærkelig!)

Romanerne på LISTEN havde — opdagede jeg, nu hvor jeg var tvunget til at tænke over det — følgende egenskaber til fælles:  For det første er der ikke en eneste dansk produktion imellem, for det andet er de i særklasse velskrevne og for det tredje sorte på den onde klinge. På hver deres måde gør de alle sammen ondt. Så hvis du er en af dem, der foretrækker Notting Hill frem for The Usual Suspects, aldrig kunne drømme om at se Antichrist, som ikke bryder sig om, at folk er for "underlige", helst vil have bekræftet det gode i mennesket — allerhelst læse om dig selv — så er ingen af disse bøger noget for dig:

LISTEN

THE END OF ALICE (1996) af A.M. Homes (ej oversat)
GOD IS A BULLET (2002) af Boston Teran (ej oversat, kan ikke engang findes på bib.dk)
ACTS OF VIOLENCE (2010) af Ryan David Jahn ("Gode naboer" i Mich Vraas oversættelse)
THE IMPERFECTIONISTS (2010) af Tom Rachman ("De ufuldkomne" i Erik Barfoeds oversættelse)
PORTNOY's COMPLAINT (1970) af Philip Roth ("Portnoys genvordigheder" i Arne Herløv Petersens oversættelse)
WE NEED TO TALK ABOUT KEVIN (2003) af Lionel Shriver ("Vi er nødt til at tale om Kevin" i Sara Kochs oversættelse)
THE CUTTING ROOM (2003) af Louise Welsh ("Det skjulte rum" i min oversættelse)
TO KILL A MOCKINGBIRD (1960) af Harper Lee  ("Dræb ikke en sangfugl" i Michael Tejns oversættelse)
THE DEATH OF BUNNY MUNRO (2009) af Nick Cave ("Bunny Munros død" i Mich Vraas oversættelse)
PURPLE HIBISCUS (2004) af Chimamanda Ngozi Adichie ("Lilla Hibiscus" i Lilian Kingos oversættelse)
ANIMALS (1995) af Simon Beckett (Hans debutroman: ikke oversat, findes ikke på Saxo og gudødeme heller ikke på Amazon. Resten af hans bedstsælgende titler er et katalog af elendigheder.)

Jeg orker simpelthen ikke at fortælle dig, hvorfor disse bøger — alle 11, okay, så kunne jeg ikke undvære nogen, og 11 er et primtal, så alt er godt — er fantastiske. Du må simpelthen bare tage mit ord for det — hvis, altså, du ikke tilhører den gemene hob, der synes, at FREEDOM er det bedste siden skiveskåret brød, går i læseklub og giver latterligt dårlige bøger for mange stjerner på Saxo.

Men lige én ting til, inden jeg går på puden: Det er interessant, at alle tror — altså alle, der har læst THE END OF ALICE — at A.M. Homes er en mand. Ingen kvinde, påstås, kan skrive om pædofili på en så direkte og sine steder lyrisk måde. Well: A = Amy, sådan er det bare. Med venlig hilsen til de mærkelige kvindemennesker, der fastholder, at Bitterfissen er en mand. Se nedenfor.

Lidt Bitterfisse er man vel altid ...

Susanne er vred, smigret og undrende. Hun har lige optalt antallet af mails og Facebook-beskeder, der enten spørger, om hun ikke er Bitterfissen Bethany, eller direkte beskylder hende for at være det, til 254, og det er 254 for mange. Fuck you, tak og have you lost your mind (= ”har I tabt sindet”)?

Men stor kudos til Bitterfissen herfra -- af flere grunde. For det første er det noget af et brand at skabe: En sur møgkælling, der udstiller og udskælder enhver narcissistisk wannabe blogger eller eliteskribent, der åbenlyst kun ønsker, at offentligheden kæler voldsomt for hende -- offentligt -- og gør det i et antiæstetisk sprog, som selv ikke den mest inkarnerede amagerconny kunne gøre hende efter.

Og endnu mere kudos for simpelthen at være morsom, hvilket absolut ikke er noget, man skal rode sig ud i at forklare med langspyt. Enten har man pottehumor eller også har man ikke, og for moi -- hvis yndlingsordsprog altid har været, at det ikke gør noget, at en vittighed ikke er morsom, bare den er plat -- er hun et oplagt elskeobjekt. Amor omnia vincit, og det betyder blandt andet, at det er ikke generer mig det fjerneste, at hun er anonym.

Men allermest kudos til Bittefissen, fordi hun har formået at få folk til at vise, hvem de er. Det er øjensynligt ikke muligt stille og roligt at mene, at Bitterfissen bare er et ok-underholdende fænomen og så i øvrigt gå videre til resten af avisen. Det er tydeligvis bydende nødvendigt enten at hade eller elske hende og stille højrøstet op i den ene eller den anden kø. For nylig rablede det helt for min ellers gode Facebook-ven, Vibeke Manniche (”Vibeke Mandehader” på Bethanysk), som kundgjorde, at hun inden for de næste 24 timer ville slette alle, der ikke slettede Bethany. Gu vil jeg da ej! Det samme skete for Anne Sophia Hermansen (”Herpesudbruddet” på Bethanysk), der heller ikke mente, at man kunne appreciere delmængder -- enten hadede man Bethany, eller også hadede man Hermansen. Gu gør man da ej! Hvad er det for et mærkeligt primitivt, totalitært univers at bo i? Jeg kan lide dele af jer alle sammen, selv efter I har opført jer skingert og tåbeligt. Quod est demonstrandum.

Og i mellemtiden rablede det ligeledes for Leonora Christina Skov (”Leo Nobody” på Bethanysk), som indledte en længere kampagne gående ud på, at Bethany var en kvindehadende mand, og at der ikke kunne bruges nok muskel på det emne. Gu er hun da ej, Leo, snup en Fernet. Det er altså ikke nødvendigt at elske alle kvinder for at være en okay Q-body, og der er i øvrigt MASSER af kvinder ud over Bethany, der elsker at sige kusse og fisse, den slags, uden at være det fjerneste mænd. Moi, for eksempel.

Der er et ord, der dækker de tre ovennævnte og i øvrigt fine kvinder: LOLCOWS. Det er mennesker, der ikke fatter, at fænomener, de ikke kan lide, skal ties ihjel, men derimod lader sig tirre til at gå i åben krig, hvorved det forhadte fænomen stortrives. Efter Hermansens flammetaler mod Bitterfissen Bethany, ville alle aviser tale med hende, og til sidst var hun sikret berømmelse & betalt blogging hos Blogger´s Delight. (Men alt andet lige -- det er virkelig spøjst at se pæne Gyldendals bannerreklamer vaje over over Bittefissens lokumsklummer. We like!)

Tillykke, skingre kvindemennesker! Bitterfissen loves you. Og kunne I ikke snart begynde at interessere jer lidt for rigtige problemer -- der er rigeligt at tage af, skulle jeg hilse at sige. Så bliver det også lidt lettere at argumentere for bestyrelseskvotering. Skål! >røv-ikon!<

Not4sale — Lørdag d. 12. november 2011

People4People står bag et arrangement, som jeg på grund af Bogforum desværre ikke kan deltage i, nemlig eventet Not4Sale, der er arrangeret af, og har til formål at udbrede kendskabet til handlede kvinder og samle penge til en række ledende organisationer, der gør en stor indsats for at bekæmpe denne form for kriminalitet, herunder REDEN INTERNATIONAL, der sørger for praktisk støtte til udenlandske kvinder i prostitution i Danmark. Det finder sted lørdag d. 12. november 2011 kl 18.00.

Jeg har været meget optaget af handlede kvinder, lige siden jeg i 2005 udgav SKADESTUEN, en spændingsroman om trafficking, som du kan læse om på min hjemmeside , og som bliver solgt på eventet i signeret stand — til benefice for handlede kvinder selvfølgelig. Hvis du ikke kan komme, men gerne vil støtte http://www.redeninternational.dk/, kan du købe Skadestuen af mig til 150 kr inkl. porto — send mig en mail på sus@staun.org. Beløbet vil tilgå Reden International ubeskåret, som alt, hvad jeg indbringer på aviskommentarer mv., også gør, men du kan selvfølgelig også bare støtte organisationen direkte via kontonummer: 3138-10 360 676.

Det kan du ALTID bare gøre.

Og hvis du som jeg boede på Halmtorvet og hver dag havde fri udsigt til de piger, som ikke engang Joakim Kuglestøder vil kunne påstå selv er ude om det, så ville du også ALTID støtte dem. Ufatteligt, det kan lade sig gøre for næsen af alle og enhver i dette ellers så civiliserede land.

Kære, kære Mads

Jeg fik en grim opringning i morges: "Min" kriminaltekniker, Mads, valgte for nogle dage siden at tage sit eget liv. Depression er forfærdelig og helt uforståelig for dem, der ikke lider af det, og når det ender i ønsket om at forlade denne skrækkelige og vidunderlige planet, så er det helt, helt ubærligt.

Mads har nidkært hjulpet mig med Døderummet og Hilsen fra Rexville, pisket mig til at skrive om og om og om, indtil mindste detalje var korrekt, og jaget mig væk fra Facebook, hver gang jeg prøvede at undgå at arbejde. Men fremfor alt har han været en god ven, en sød person, et helt vidunderligt menneske.

Kære, kære Mads — eller "Mads-baby", som jeg med din kones tilladelse kaldte dig — hvor kunne du? Du kunne jo lige have ringet, så vi kunne have talt om det — igen, igen. Og vi skulle jo have spist på Kivi, igen, smadret flere harddiske i din have og leget med din åndede hund. Og hvad nu med Pia og Bonus? Du kan ikke være det bekendt! Hvis bare du havde vidst, hvor savnet du ville være ...

---------

Well, okay, Mads, lige en tilføjelse, to dage efter: Hvor godt at være til din bisættelse, er det ikke noget mærkelig noget at sige? Men: Høj sol og 25 grader, og ved du hvad? Det var måske alligevel det rigtige for dig, hvis du virkelig havde det sådan, at døden var hjem & fred. Dit afklarede afskedsbrev, som blev læst højt i Søndre Kapel, var intet andet end rørende, og jeg er sikker på, at det gav Pia fred i sindet.

Men hvorfor var du så altid i så godt humør? Der er stadig så mange ting, jeg ikke forstår, for hvad ved vi andre egentlig om at have en ægte depression?

Men jeg kan sige dig én ting: No more dr. Krause uden dig, det er fuldstændig utænkeligt. For satan!!!!

"Pigen på altanen"

Jeg bliver alt for tit spurgt om, hvad der satte en given roman i gang, og hvordan den udviklede sig undervejs. Som regel kan jeg ikke huske det, men mumler et eller andet om, at det er ligesom at få børn: De bliver født, og så flytter de hjemmefra, og man aner ikke, hvad der skete i mellemtiden. Men denne gang, med Hilsen fra Rexville, kan jeg faktisk huske mere end sædvanligt, så jeg må hellere skrive det ned, inden jeg glemmer det. Here goes:

Til Krimimessen i Horsens 2009 mødte jeg retsmediciner Steen Holger Hansen. Nede i legendariske Eydes Kælder, lige ved siden af Jørgensens hotel, stod hele krimislænget som sædvanlig som sild i en tønde og drak tæt efter en overdådig middag, og tilsyneladende havde Steen Holger og jeg sammenfaldende interesser: Münchhausen by proxy (MBP): et syndrom, der får mødre til at opfinde sygdomme hos deres børn eller ligefrem selv gør dem syge med det formål at få opmærksomhed, særligt fra hospitalspersonale.

Jeg kom for første gang berøring med syndromet i forbindelse med Fanny Fiske nr. 2, eller Liebe, som den roman jo rent faktisk hedder, og som fokuserer på mord begået af kvinder, der jo er væsensforskellige fra mord begået af mænd. Da Fanny er specialist i seriemordere, har hun også en mening om den kvindelige variant, der blandt andet inkluderer kvinder, der lider af MBP. Det fandt jeg mere interessant end de kvinder, der fx. myrder af medlidenhed eller griskhed, fordi det ifølge sagens natur er uforståeligt, at kvinder, der føder og passer børn, skulle ønske at skade dem. Men: Jo mere uforståeligt, jo mere interessant.

Så jeg lyttede meget opmærksomt, da den gode retsmediciner diverterede med anekdoter fra den altid ondere virkelighed, den ene mere hårrejsende end den anden, men desværre kunne jeg på grund af aftenens indtag ikke huske ret mange af dem dagen efter. So it goes.

I sensommeren 2010 mødte jeg igen Steen Holger til Anna Grues udgivelsesfest i anledning af seneste roman om Den Skaldede, hvor jeg befandt mig, fordi jeg er fast abe hos Anna, og Steen Holger, fordi hans retsmedicinske kæreste havde hjulpet Anna med retsmedicinske detaljer til brug for Den Skaldede. Her fortsatte vi snakken om Münchhausen på en skæv måde: Steen Holger viste mig et ar, han havde på indersiden af venstre arm og fortalte, at han fik arret, fordi han havde lavet forsøg med afløbsrens på sin egen hud. Baggrunden for disse forsøg var den sag, der langsomt sivede ud i pressen, primært Berlingske, i foråret 2011:

En 2-årig pige vågnede i 2009 fra sin middagslur og var vansiret på hele brystet. Undersøgelser viste, at der var tale om tredjegradsætsninger, sandsynligvis forårsaget af afløbsrens. Moren og hendes kæreste nægtede kendskab til vansiringen, og brandsårseksperterne på Rigshospitalet udtalte, at skaden kunne være op til otte dage gammel. Politiet kontaktede Steen Holger Hansen på Retsmedicinsk Institut i København og spurgte, om han kunne kigge på sagen og evt. med henvisning til erfaringer på ætsningsningsområdet indsnævre gerningstidspunktet. For hvis politiet skulle arbejde med otte dage ville antallet af mulige gerningsmænd blive så stort, at politiadvokaten ville overveje at henlægge sagen. Steen Holger opdagede, at der i den medicinske litteratur ikke fandtes erfaringer med langvarige ætsningsskader, sandsynligvis fordi folk, der har været i berøring med ætsende substanser, som det første vil skylle det ætsede område. Så han gik selv i gang med at eksperimentere på sin egen hud, og hans forsøg endte med, at gerningstidspunktet blev fastslået for værende inden for de to timer, hvor pigen sov til middag på altanen. Alligevel blev både moren og stedfaren frikendt i Byretten i Roskilde og det oven i købet på trods af, at dommen fastslog, at barnet var blevet forulempet af en af dem. Problemet er, at man i Danmark ikke kan afsige en kollektiv dom. Man skal simpelthen kunne bevise, hvilket enkeltstående individ der stod for, i dette tilfælde, mishandlingen. Sagen fremstår så meget mere grotesk, når man medtager, at den lille pige i dag bor hos sin mor og stedfar, fordi de begge blev frikendt i retten.

Er det ikke et problem i et retssamfund, at børnemishandlere ikke kun frifindes, men også får lov at beholde det mishandlede barn?

Sagen var på tidspunktet for Annas fest anket til landsretten, så jeg gik jeg hjem og tænkte. Det var en mærkelig sag. Jeg kunne ikke rigtig slippe den, som man sjældent er i stand til at slippe historier, der er ægte mystiske. Da Steen Holger og jeg talte om sagen den aften hos Anna, var vi enige om, at den ikke gav et særlig typisk Münchhausen-billede. Men. Pigen skulle igennem mange, langvarige plastikoperationer, der krævede langvarige indlæggelser og efterbehandlinger.

Münchhausen handler som sagt om opmærksomhed, perverst handler det specifikt om opmærksomhed fra hospitalspersonale, og det ville pigens mor jo få under sin datters hyppige og postoperativt behandlingskrævende plastikoperationer.

Det er en frygtelig sag, samtidig en frygtelig spændende sag. Men den ville ikke i sig selv give en frygtelig spændende roman. Jeg begyndte at tænke på, hvordan min fiktive retsmediciner, Maria Krause, som selv så inderligt har ønsket sig et barn, ville reagere på den type overgreb. Jeg tænkte på, hvilke muligheder der var eller kunne være i hendes baggrund, der kunne bibringe historien den form for dynamik, som en roman kræver. Hov! Nu er det lige pludselig ikke kosher at sige mere, med mindre jeg vil forære det hele væk. Og det vil jeg ikke. Så snip, snap, snude herfra.

Liv efter døden

Så er min 13. roman, Hilsen fra Rexville, sendt i trykken, og jeg holder en yderst velfortjent sommerferie. Fejringen af endnu et stk. færdig roman overlod jeg til mine teenagere, som gik amok på mit ansigt med honning og ristede løg med det formål at få mig til at ligne et stærkt forrådnet lig. Vanen tro klistrede jeg det op på Facebook til almindelig underholdning, og vicestatsobducent på Odense Retsmedicinsk, Peter Juel Thiis Knudsen kommenterede billedet således: ”Jeg prøvede at tænke på hvordan jeg ville beskrive det, hvis jeg så det på obduktionsstuen, men det danske sprog er for fattigt.” Det tager jeg som en kompliment, for kære dr. Freud: Jeg er dybt fascineret af lig, inklusive de forrådnede. Dem vrimler det dog ikke ligefrem med i Hilsen fra Rexville, en i særklasse ikke-ulækker roman, men et enkelt særlig uspiseligt eksemplar dukker da op: ”Fyrens hud var overalt grønbrun, våd og slimet og skallede af armene og hænderne. Sengetøjet var fugtigt og misfarvet af ligvæsker, og den klæbrige lyd af maddiker, der gled gennem flydende kød, var lige ved at få mig til at løbe ud af huset, netop som Amy rakte mig bevisposen.”

Hvis jeg ikke allerede vidste, at jeg ved min hedengang skulle kremeres, så står det da helt fast nu: Der er simpelthen for meget liv efter døden og for mange grimme dyr at fodre på både over og under jordoverfladen.

Derfor er der heller ingen grund til at glemme ligene i køleskabet og huske at studere udløbsdatoen med stor nidkærhed. Kyllingen og menneskekroppen har det tilfælles, at jo længere de ligger, jo mere rådne bliver de, og jo varmere det er, jo hurtigere går forrådnelsesprocessen, så tak for køleskabet.

At bakterier hygger sig vældigt i varme er en kendt sag, ikke mindst fra restaurationsbranchen, og når jeg kigger på statistikker over kremeringsfrekvensen i USA — hvad den fascinerede jo må gøre — undrer det mig derfor såre, at en meget varm stat som Mississippi har landets laveste kremeringsfrekvens: 8.81% mod det nationale gennemsnit på 30.88 %. Stink State, er jeg sikker på, de kalder den.

Alle, der har set serien Six Feet Under, der følger en amerikansk bedemandsfamilies professionelle og personlige liv, kan vel ikke helt slippe for også at blive fascineret af den (meget religiøst betingede) tendens, som afsjælede amerikanerne har til at lade Dødens Kosmetologer fikse dem lidt op, så de fremstår i fin stil, når familien skal tage afsked. Fascinationen fortsætter ufortrødent, når man så derudover ved, at de professionelle dødskosmetologer ser sig nødsaget til at placere butt plugs i afdødes diverse huller for at afholde forrådnelsessafter fra at ødelægge festen. At de også klæber øjnene fast og syr munden sammen hører til i den kedeligere ende.

For mange år siden lod jeg Fanny overgive sig fuldstændig til legemets eget-liv efter døden. I Mit smukke lig, side 24 ff, gennemgik hun kroppens post-mortem forrådnelse, netop fordi hun var så opsat på at blive smukt lig. Og her kommer en anden pointe: Det er meget svært at blive et smukt lig. Døden indtræffer, som enhver kriminaltekniker vil bevidne, som regel når man sidder på toilettet eller ikke har været i bad i en uge. Øjne er irriterende ofte åbne, og den grimme kulør indfinder sig alt for hurtigt. Og så har jeg ikke sagt et ord om trafikuheld, eller dem der klemmer en riffel sammen mellem benene og skyder knoppen af, mens den elektriske vifte kører.

Alt dette bare fordi jeg blev mindet om den Føtex-entrecote, jeg for tyve år siden åbnede blot for at konstatere en mageløs infestation af maddiker. Der er visse billeder, der aldrig dør, så hvorfor ikke bare dyrke dem?

Cougarcentral — for ulækker til love

Jeg lytter gerne til dig i timevis, nogle gange dag ud og dag ind, stiller dig utrætteligt det ene spørgsmål efter det andet — om dig selv. Men kun hvis du på den ene eller den anden måde er mærkelig, unormal eller bare for meget. Eller hvis jeg ikke lige kan regne dig ud. Dette finder du enten meget meget trættende og mærkeligt, eller også føler du dig bestrålet, set og lyttet til. Det kan skam gå begge veje, alt afhængig af flere faktorer, end jeg er klar til at opremse, og endnu flere, end jeg selv er klar over.

Men den utrættelige udspørgen skyldes selvfølgelig min nysgerrighed, som er så enorm, at den er på grænsen til sygelig. Derfor trøstede jeg mig noget ved den israelske forfatter Amoz Oz' udtalelse om nysgerrighed: Han mener, det er den vigtigste egenskab hos mennesket og en nødvendighed for at kunne skabe fortællinger. Det sidste siger næsten sig selv, ja, men Oz går skridtet videre ved at hævde, at et nysgerrigt menneske er et bedre menneske end et ikke-nysgerrigt. Det er noget af en (uforglemmelig!) påstand, men jeg må indrømme, at jeg også synes, nysgerrige mennesker er lidt sjovere og noget mere levende end alle dem, der enten stort set er ligeglade med alt andet end deres umiddelbare behov — eller tror, det er pinligt og forbudt at være nysgerrig.

Aldersforskelle i et forhold befordrer nysgerrighed. Pludselig bliver det vigtigt at vide, hvordan verden ser ud for den helt unge eller den tussegamle, når man selv er midt i fyrrerne og varm på en af dem. Da jeg var 26, havde jeg en kæreste på 17. Han sugede til sig, men det gjorde jeg også — af hans hundehvalpeagtige glæde over stort set alting og hans helt uberørte forestilling om verden som et godt, mulighedsmættet sted —  manna for en intellektuel kyniker.

Det var nu ikke kun nysgerrighed, der drev mig til at oprette en mandlig og en kvindelig profil på Cougar Central (eller "CougarCentral", som den selv siger det), men mest behovet for at indhente viden om netdating til en roman, der endnu befinder sig på skitsebrættet. Og så vidner hele fem Fanny Fiske-bøger, hvor den ældgamle heltinde utrætteligt forbruger yngre mænd, jo også om en vis basal interesse for den niche.

Jeg ville høre, hvordan de taler, hvad de siger, hvordan de præsenterer sig, disse mænd, der søger ældre modeller, og disse ældre modeller, der søger yngre mænd. Desværre viste det sig ikke at være særlig interessant, af den enkle grund at hverken de mænd, der interesserede sig for min ældre profil, QT, eller de kvinder, der interesserede sig for min yngre, mandlige profil, Mr. Right Now, var særlig interessante. Eller nysgerrige. Slet ikke nysgerrige.

QT oplevede en veritabel ornecentrals-tsunami af alt for villige sæddonorer, der ikke fandt det nødvendigt at gøre sig det mindste lækre; som ikke var det fjerneste interesserede i, hvem QT egentlig var. De var, meget overraskende, ikke engang interesserede i, hvordan hun så ud. Det eneste, de ville vide, var faktisk, hvordan de "kunne komme i trusserne" på hende. Eller en hvilken som helst anden.

Jeg spurgte en ven med overgennemsnitlig forstand på de dele: Sig mig, er et hul virkelig bare et hul? Han refererede sporenstregs til visse sexklubbers "joy holes", angiveligt huller (referer denne nonne loyalt) hvor sextrængende mænd stikker deres erigerede lem ind og får det suttet af af en anonym person. Jeg fortrød helt, at jeg havde kaldt hende QT, når hun rettelig burde have heddet Joy Hole.

De kunne ikke stave. Eller gad ikke gøre sig den overflødige ulejlighed. De sendte mig helt usandsynligt bøvede billeder af dem selv, taget med udstrakt arm på deres rodede, mugne badeværelser. Nøgne indfaldne brystkasser. Grimt tøj. Ansigtsudtryk som fisk, der ikke ved, de eksisterer. Eller kiggende kærligt ned på deres webkamera med sokkeindsmurte flader som baggrund. Ingen grund til at gøre sig den mindste umage. Skal vi mødes, skal vi snart bolle, tænder du på mig?

Så den nye bymyte om cougars, disse labre ældre kvinder, der som et modefænomen på linje med high school shootings giver deres lige så labre beundrere et helt nyt gear på stangen: Skyd den. Hvis jeg havde været en slags BRF on legs, ville den endelige tilstandsrapport over disse mænd skrige NEDRIVNINGSMODNE. Der var intet bevaringsværdigt her, hverken udenpå eller indeni, og disse vakkelvorne rønner var lige præcis det, de så fejlagtigt troede, gjaldt for cougars: Desperate fordi ingen andre ville have dem.

Gamle, knap så kønne, myter er sejlivede. Jeg husker stadig fyren, der anmeldte sin vens mor: "Du skulle prøve hende. Det er bare fedt. Hun tror hver gang, det er sidste gang." Og den nye bymyte er bare politisk korrekt i begrebets egentlige forstand: De kalder det CougarCentral, det lyder lækkert. Og så er det lækkert. Magi ved højlys dag.

Det er det IKKE! De lækre mænd, der skulle begære de ældre kvinder, er simpelthen die Dummen und die Bösen, som ingen andre vil røre ved — dem, som Sebastian Haffner udtrykker det, pludselig står i brun uniform og oplever magten. Helt i tråd, bliver jeg nødt til at sige, med den gennemgribende nye tendens til proletariatets diktatur iklædt lidt andre faner: fra bestsellerlister og programflader tekstet for tumper over DF-retorik til bloggernes neandertale kommentatorspor.

Jeg håber virkelig ikke, die Dummen und die Bösen kommer til at opleve magten her. Ja, ja, det er synd for dem, at det svært at få noget fisse, men er der dog ikke en behjertet sjæl i deres omgangskreds eller familie, der kan holde et spejl op for dem? Nej?

Jamen, så er de lige så fucked, som de håbefulde, vildledte X-factor deltagere, hvis familie og venner heller ikke kan andet end lyve for dem. Jeg sendte gerne en Simon Cowell en tur på Cougarcentral, så han kunne sige: "You are deluded, sweetheart" til højre og venstre. Eller Blachmans Pool Service til chok-klorering af denne dyndsnappernes holdeplads.

Knock yourself out!

Flere mennesker, færre skandaler: Krimimessens 10 års jubi

Well, well, det der med at leve op til sidste år, er ikke altid helt nemt. Lidt vanedyr er man vel altid. Scandic Bygholm Park, hvor hele krimislænget dette år blev indlogeret, kunne ikke helt leve op til knirkende gamle Jørgensens Hotel, og der var heller ingen Eydes nedenunder. Også helt ude af tråd med de bankende vandrør på Jørgensens fungerede VVS’en på Scandic desværre perfekt: Mine nysindkøbte solbriller forsvandt i hvert fald uden problemer i lokummet. Ligeledes temmelig desværre havde de ikke det dér, vi alle sammen elsker: små lækre shampooer og alle deres bedårende fætre, hvilket undertegnede måtte sande, da jeg søndag vågnede op med en honninglignende substans i håret, der havde efterladt en gul-brun aflejring på hovedpuden. Der er frit lejde til synderen en uges tid frem. Selv har jeg nemlig ingen anelse: Det sidste, jeg husker, er, at en fremmed mand gnæggende masserede mine myoser, mens Anne Grue, Nanna Rørdam, Susanne Bjertrup, Steph Surrugue et al lod sig brystbefamle af en historisk henrykt og stakåndet Steen Langstrup på det, Steph dagen derpå og i sin absintbårne tømmermandspsykose benævnte “Bar Bizarre”.

Det startede ellers, som det plejede: Sidste år var det Lotte Garbers og Sara B, der havde æren af bagsædet i Anna Grues bil — hvor jeg aldrig sidder, fordi jeg i så fald kaster op — men i år måtte vi nøjes med en enkelt kvinds, der så heldigvis var storlabre Stephanie Surrugue, som mentalt fylder for fem, uanset hvor ihærdigt hun prøvede at give rollen som nøjsomt græssende ged. Men Anna og jeg vidste jo udmærket, at Stephanie skulle skrive en sektionsforside til Pæne Politiken, og at vi derfor skulle moderere os og sige OFF THE RECORD hvert andet sekund (ikke at det hjalp!) og i det hele taget bare være kedelige. Det gjorde Anna udmærket. Hold da op, hvor var hun kedelig. Og sur. Se selv:

I mellemtiden indløb der sms’er fra Sara B, som tillige med Sussi Adler-Olsen havde gjort tjeneste til Ordkraft/Nordkraft i Ålborg — nord for hvilken den legendariske by Staun ligger, in case you didn’t know — om hvornår vi ankom, for her sad hun i sine lysegrønne silkebukser og sitrede. Hun og hendes lysegrønne silkebukser skulle bare vide, hvor meget jeg og min indre Fedtmule kun ventede på at spilde skruelågsrødvin ud over dem — and get closer ved hjælp af Derma Fragrance Free Wipes, som jeg til en hver tid vil anbefale til rødvinspletter.

Fænomenet Kåre Klistermærke kom ind i billedet tidligt lørdag formiddag, kort tid efter Gretelise og jeg havde leveret et "humørfyldt indslag" om humor i krimier til P2. Det var ikke svært for Surrugue at overtale mig til at have Politikens fotograf, Kåre ”Klistermærke” Viemose, på slæb, for jeg havde allerede tre væddemål kørende om, hvorvidt det ville lykkes mig at komme på endnu en forside i forbindelse med Krimimessen. Selvom jeg allerede havde adskillige foolproof strategier, gjorde Klistermærket det kun lettere.

Så med Klister i hælene gik jeg over i Trykkeriet for at afhente min Harald Mogensen-pris. Men derovre var Kodak-øjeblikkene lige så mørke som stemningen, der for mit vedkommende nåede et absolut lavpunkt ved modtagelsen af den LAMINEREDE, RØDE fotokopi med mit navn og Døderummet indføjet, a.k.a. ”diplom”. Det kunne jeg så, som Anton Koch-Nielsen udtrykte det, ”smække op på lokumsdøren.” Det var bare stil med stil på, og som hævn har jeg taget et billede af Anton, hvor han ligner den mindst levende i Night of the Living Dead.

Derefter dækkede Klistermærket og jeg mange kilometer messe på jagt efter Kodak-øjeblikke, en jagt, der for mit vedkommende foregik med svulmende moderfølelser over for Klister og fornemmelsen af tonstungt ansvar. For hvor var de, de fantastiske motiver? Intetsteds på den solbeskinnede fængselstundra og slet ikke indenfor i messehallerne. Mennesker, der stiller og besvarer spørgsmål eller lytter til spørgsmål og svar er ikke en fotografs hedeste drøm. ”I aften,” lovede jeg ham. ”I aften sker der noget.”

Lørdag er den alvorlige del af krimimessen. Om lørdagen er vi alle sammen på arbejde og går til det med stor ildhu. Alle har vi — i meget god tid — adviseret vores alle sammens krimimor, the ever wonderful Vibeke Johansen, om, at vi IKKE VIL PÅ OM SØNDAGEN! Det skider hun på. Så det bliver også arbejdsdag søndag. Men det er ikke en god ide. På grund af lørdag aften.

Denne lørdag aften var jeg — belært af sidste års seating-ballade, se nedenfor — listet ind med bordkort til den legendariske middag for at sikre Klister optimale muligheder: Jeg prøvede at samle de mennesker ved hans bord, der med størst sandsynlighed ville give ham det, han så brændende ønskede sig. Det blev blandt andet til Lillelund, der altid bliver usandsynlig stiv og altid medbringer årgangsvine, Henrik Palle, der på andet år sidder på pude og ser forfærdelig sød ud, og Jesper Stein, det legendariske sexmonster der desværre har så inderlig svært ved at leve op til sin titel. Men som Kåre Klistermærke sagde: Når folk spiser, spiser de. Så Klister var stadig skuffet, og hans søde ansigt blev længere og længere, mens mit tarmsystem langsomt lammedes af skyldfølelse.

Hvor var sidste års katastrofer i form af lapdancing på Steen Langstrup, joints på trappen og Leonoras kavalergang? Jeg higede og søgte desperat og henledte venligt Klisters opmærksomhed på særligt kunstneriske skygger og Stephs syndige sko. De udeblivende Kodak-øjeblikke forsatte deres ulidelige fremfærd, og til sidst var der vitterlig ikke andet at gøre end at drikke igennem og håbe på det bedste. Det hjalp en smule, da Anna Grue med en sexet pegefinger lokkede ALLE op på sit værelse, komprimerede dem og trakterede til narkoabsint med ristede sukkerknalder: Kåre Klistermærke kunne nu i det mindst blitz-forevige absint-drikkende krimiforfattere og en fra Bargemon originalt importeret absint-flaske, og det blev da også de absint-billederne, der endte på Politikens sektionsforside mandagen efter messen.

Hvis bare Klister havde ventet til klokken 02.30, hvor Anna Grue slog så voldsomt med numsen, at Henning Stube skreg, ville han have fået sit vinderbillede. Men da Anna efter at have slået med numsen, ramt forkyndte, at hun nu gik ind og ”ragede på et par mænd”, sov Klistermærket sødt i sin seng i Århus.

Søndag var forfærdelig. Jeg ledte overalt, men kunne simpelthen ikke finde hjernen. Skulle optræde med Jesper Stein og Lene Kaaberbøl og sige noget om noget, jeg ikke anede noget om; slemt nok i sig selv, men helt ulideligt uden hjerne. Stakkels, stakkels Stein, og godt han havde Kaaberbøll, som altid er klog og aldrig drikker.
UNDSKYLD, STEIN! Og Vibeke Krimimor: Lyt og lær! Det dur bare ikke med de søndage.

Virkelighedens spam

Phew! Godt, jeg kaldte denne her tingest "Suzys blob" og ikke "Suzy's blog", for Suzy på bloggen er en flink dame, der laver marmelade og syltede tomater, har jeg netop erfaret.
Siden sidst har jeg været i meget dårligt selskab og har i øvrigt opført mig skrækkeligt. Først blev jeg inviteret til te hos Peter Lundin, så vi kunne få os en snak, forfatter og forfatter imellem.

Invitationen gik gennem hans "forlovede" (BB), som jeg på opfordring har anonymiseret. (Og hvis du ikke ved, hvem Ted Kazcynsky er, så er han nu en gammel mand, der opholder sig i et topsikret fængsel (Supermax) i Colorado, fordi han engang var kendt som the Unabomber, der rundsendte brevbomber og har tre drab og 23 alvorligt kvæstede på sin samvittighed).

Næsten værre end invitationer fra folk som Lundin er invitationer — til middagsselskaber, soireer og fester — fra Danmarks neoliberalister. Det er folk, der holder til på gangene i Copenhagen Business School (CBS) og klistrer til Liberal Alliance med ønsket om en minimalstat. Og nogle af disse mente, det var fantastisk, at jeg var en af deres, da jeg i efteråret 2010 argumenterede mod kunststøtte. De anede ikke, hvad mine kolleger heller ikke gjorde, at jeg bare legede Djævlens Advokat i et forsøg på at fralokke samme kolleger andet end pseudoargumenter for kunststøtte. Der er hos disse folk en inderlig tro på folks ret og evne, ikke mindst, til frit at vælge på alle hylder, herunder hvad de vil læse, uden at staten skal blande sig — som om staten nogensinde kunne finde på at blande sig i det. Statens Kunstfond sikrer ved sine bevillinger til kunstnere alene, at der fortsat kan eksistere kunst, der ikke lefler for den købedygtige laveste fællesnævner, som tilfældet jo er på alle andre programflader end DR2, hvor det faktisk er muligt at undgå entertainments som Singleliv, Dagens Mand og De Unge mødre, programmer, der med deres popularitet klart viser, at neolibbernes newsspeak om, at "folk godt kan vælge selv" ikke kun er et mantra, men et forkert mantra.
Det gik for nylig helt galt, da femilibber extreme Mie Harder og Kvinfos direktør Elisabeth Møller Jensen tørnede sammen i debat i Cepos-regi, hvor det klart fremgik, at Mie Harder, som trods det, at hun er konservativ rådmand på Frederiksberg, næppe kan anskues som repræsentant de konservative, gerne så Ligestillingsministeriet nedlagt, da vi allerede har lighed for loven. "Statens magtapparat", som det ligeledes hedder i neolib-newsspeak, skal heller ikke tvinge fædre på barselspotten, faktisk skal staten også her afspores helt, så forældre selv kommer til at spare op til barselsorloven. I Harders drømmestat passer kvinder børn, og mænd gør karriere. Den logiske, sidste konsekvens af dette ville være, at kvinder herefter ville være for dyre at uddanne, og why not, nu vi er dernede? Forne generationer, der har kæmpet for bedre vilkår for kvinder, ikke mindst i arbejdslivet, og som har givet Harder og hele hendes generation af antifeminister lighed for loven, afskrives nu helt som røster fra graven, som "statens magtapparat" har hjulpet med at køre af sporet. Selv tak, Mie, og godt der ikke er så mange af dig.
I kølvandet på denne debat fik alle de indebrændte røster fra den del af virkelighedens mænd, der i årtier har gemt sig under sten og passet på deres nosser, fuld skrue med at udsige de ældste klicheer om feminister. Elisabeth Møller Jensen fik sin del af disse svadaer:

Elisabeth: Du er sikkert meget sød, men jeg tror det ville hjælpe gevaldigt på dit humør, hvis du gik ud og fik dig et godt skrald.

Niveauet blev oven i købet vedligeholdt af ung, blond kvinde med retorisk speciale i non-sequitur:

I flæng har denne mageløse samling, der gerne vil være Danmarks fremtid, i øvrigt udtalt at: "KVINFO er den sidste sok af de mølædte, hullede, afblegede røde strømper", "Rendestenens visne liljer" og "en imbecil reproducerende septiktank." Samtidig har de meget højlydt udtrykt ønsket et højere debatniveau. Her grines stadig.

Sluttelig fik jeg i kølvandet på denne debat 35 venneanmodninger på Facebook fra disse neandertaler, fordi de ville se, hvad jeg skrev om dem, og lade deres enkle verdensanskuelse besmitte min side. Men det gælder for Lundin, som det gælder for festinvitationer og venneanmodninger fra primitivitetens dyb: Pænt nej tak.

Vil du høre om dengang, Clint brød ind på mit hotelværelse og ...

Fredag aften i London. Heden klæbede til natteluften, og det ville have været sexet, hvis ikke selv samme hede havde sat sig i de vinterstøvler, jeg i et anfald af vanvare havde taget på. Vejrudsigten havde sagt koldt & regn, men jeg havde glemt, at der stod august i kalenderen. Pyt: Jeg var på vej hjem til mit femstjernede hotel efter en dag, hvor alting var gået, som det skulle. Jeg havde fået en fin snak med redaktørerne på Penguin om min seneste thriller, Døderummet, eller Darkwoods, som de kalder den, og jeg fik et blik fra en af redaktørerne, der forveksling lignede det, Pamela Anderson sandsynligvis får flere gange dagligt. Sikkert på grund af min nye Smoky Eyes kit fra Benefit Cosmetics. Og sikkert også fordi pågældende redaktør var 63. Well ...

Bagefter spiste jeg usandsynlig lækker mad på en sardinsk restaurant med min gamle ven, Keith.
Klokken var næsten elleve, da jeg nærmede mig mit værelse på Sheraton Park Tower med nøglekortet i hånden og én ting i tankerne: At få de støvler af. Men jeg kom på andre tanker, da jeg så, at døren til mit værelse stod på klem, og et svagt lys sivede ud gennem sprækken. Jeg standsede og tænkte på stewardessen, der for nylig var blevet banket ihjel på et hotel i København, men da jeg var færdig med det, skubbede jeg langsomt døren op med foden, mens adrenalinet skød helt ud i fingerspidserne som skovbrand. Uden at flytte mig kunne jeg nu se, at sengelampen var tændt, og lugte en krydret cigaret, hvis røgslør blandede sig med lyset fra lampen som en lang, doven sky.
”Get on in, Suzanne,” lød en rusten stemme, som jeg genkendte. Mere adrenalin, over det hele; så meget, at jeg slet var kæk nok til at påpege, at mit navn var totalt sibilant: Nul z.
Kæk? Jeg var overhovedet ikke kæk. Blodet bankede rundt i kroppen og hamrede mod tindingerne, men det var ikke af skræk, nærmere noget i retning af tændt rødt lys i krybdyrshjernen. For stemmen tilhørte ham, jeg havde drømt om, ham, der ville møde mig ved mundingen af Mississippi-floden, men aldrig dukkede op, ham, jeg græd over, da de væmmelige skævøjer gennemhullede ham med deres væmmelige kugler. Ham med den velholdte Torino og bukselinningen halvt oppe om ørerne. (Ikke at sidstnævnte gjorde ham mindre sexet, mind you.)
Jeg svælgede langsomt og gik så ind. Han sad tilbagelænet i den store, røde plyslænestol og krængede sine tynde læber om stumpen af en cigaret, han holdt mellem to fingre; gløden blinkede til mig i halvmørket, da han sugede for sidste gang og derpå kvaste den i en ølkapsel. Han havde taget for sig af minibaren, og der stod en opknappet øl af et mærke, jeg ikke kunne se på bordet ved siden af. Men jeg var ret sikker på, det var en Newcastle Brown Ale. Jeg satte mig på sengen og kiggede spørgende på ham. Cool udvendig (er jeg sikker på), skælvende af lystblandet generthed indvendig.

Clint & Mig. Together. Forever.

Hvordan var han kommet ind? Hvad lavede han her? Gode emner at indlede en samtale med, skulle jeg mene, men jeg var travlt optaget af at ’svede indvendig og udvendig’, som en god ven engang udtrykte sin reaktion på Helen Mirren.
Han smilede fra sin halvliggende stilling i den bløde stol og kom mig i forkøbet.
”Jeg kan komme ind alle steder.”
(Jeg ELSKER folk, der kan komme ind alle steder).
Han tog en slurk øl og fortsatte: ”Det siger sig selv.” Og netop, som jeg havde taget mig sammen til at spørge ham, hvorfor han så lige netop havde brugt sin evne til at komme ind alle steder på et stk. kvindfolk, der var langt over den kriminelle lavalder, sagde han:
”Du har skrevet en ny bog?”
Jeg nikkede, og læberne skiltes for at give kæben mulighed for at ramme gulvet. Hvor vidste han det fra? Hvor kendte han overhovedet mig fra? Og hvorfor interesserede det ham?
”Den handler om døde mennesker? Om lig, hører jeg.”
”Om døde mennesker, men ikke om lig,” hørte jeg mig selv svare og håbede inderligt, at han ikke ville bede mig diske op med forskellen.
”Fortæl — sig mig, doncha want a drink?”
Det kunne man roligt sige. Jeg rejste mig og gik over til et bord ved siden af minibaren, hvorpå der stod et udvalg af vin i halvflasker. Jeg snuppede en rød med skruelåg. Dem var jeg begyndt at sætte pris på.

”Fortæl,” lød det utålmodigt fra lænestolen. ”Om døde mennesker, men ikke om lig. Go on. Goddammit.”
”Altså, der er lig i historien. Romanen foregår jo blandt retsmedicinere, så selvfølgelig er der lig i. Min heltinde — eller hvad det hedder — er retsmediciner.” Fuck, hvor lød det lamt!
”Lig fascinerer mig. Dead people. Jeg er så inderligt træt af de levende.” Fuck, det lød mindst lige så lamt.
”Okay.” Hvad skulle man ellers sige? Han kiggede vedholdende på mig. Jeg blev nervøs og begyndte: ”Hvor ved du ...” men han afbrød mig.
”Jeg har altid ønsket at overvære en obduktion, og jeg må have spurgt de første 100 retsmedicinere, om jeg måtte ...”
Men han havde fået afslag hver gang. Ja, det kunne jeg godt have fortalt ham. Syge tumpe! Hvad er det for en SYG interesse? Jeg vidste, at retsmedicinere hver dag modtog opringninger, breve og e-mails fra folk, syge tumper, der ønskede at overvære en obduktion. Men retsmedicinske institutter i Danmark og i de fleste andre lande er bedre sikret mod uvedkommendes eventuelle adgang end Fort Knox og har flere nøglekorts-kontrollerede døre, end jeg nogensinde har oplevet noget andet sted.
Clint-baby fortalte om hvert enkelt afslag med en detaljerigdom, så jeg kunne mærke hans smerte over afslagene helt ind i den del af min super empatiske kvindesjæl, der normalt er reserveret mishandlede hunde. (Jeg havde allerede glemt, at jeg momentant havde ment, han var en syg tumpe). Afvisning var næppe det, han var vant til, denne mand, der kunne komme ind alle steder og i hvert fald på et hotelværelse, der var mit. Ikke at jeg havde noget imod det. (Fuck, hvor er jeg lam!)
”But that’s bullshit, yeah?” Åh, nej, ikke vred! Okay, hvis vreden kun skyldtes det stykke tobak, der blev ved med at hænge fast i læben på ham, og som han nu forgæves forsøgte at fjerne med finger, så fred være med det.
”Når man tænker på, at stort set alle og enhver kan komme og gå på hospitaler, der trods alt er fyldt med levende mennesker. Do you realize, hvor mange film, der er lavet om skurke, der lister ind på hospitaler og myrder folk, der er skrøbelige og dead easy to kill?”
Jeg nikkede. De gjorde det samme i bøger. Ombragte en komatøs mand på intensivstuen eller et trafikoffer indkapslet i gips. Han var gået i gang med plottet på en film, der indeholdt et mord på et hospital. Jeg havde set den, så jeg afbrød ham:
”Du ved godt, hvorfor man ikke må overvære obduktioner — eller i det hele taget komme ind på retsmedicinske institutter, hvis man ikke har noget at gøre der, ikke?”
”Course I do! 'Personfølsomme oplysninger'. Han vrængede det ud. ”Men de er jo for helvede dead, goddammit!”
”Jo, men det er også, fordi de servicerer politiet og ligger inde med retsmedicinsk bevismateriale mod voldtægtsmænd, mordere og andre typer forbr...” Han afbrød mig, men det var vel egentlig også hans tur.
”That’s bullshit, men altså: De levende keder mig; lig fascinerer mig, og hvis jeg ikke kan komme til at overvære obduktion, så kan jeg gøre det næstbedste: læse din bog. Jeg har hørt, at den handler om en obduktion?”
Jeg rystede på hovedet. ”Nej, den handler ikke om en, men den myrdede teenager i min bog bliver obduceret, og man følger obduktionen fra A til Z.” Folk forstår ikke, hvad "handle om" betyder.
”Flueknepperi. Bullshit. Er den obduktion så ... detaljeret?”
”Der er alle de detaljer med, man skal bruge for finde ud af, hvordan pigen døde, hvornår hun døde ...”
”Will it make me any the wiser?”
”Du lærer, hvordan en obduktion foregår, ja. I detaljer.”
”Vil du garantere det?”
”If you want a guarantee, buy a toaster,” kunne jeg ikke lade være med at sige.
Han smilede påskønnende til mig. Det kunne jeg godt lide. Nu kunne det kun gå fremad.
”Er det ulækkert?” Han smilede satanisk på en sådan måde, at al den uønskede hårvækst, jeg har rundt omkring på kroppen, rejste sig bifaldende: Han var jo her hos mig. Hvor han hørte hjemme. Og det gjorde ikke så meget, at han var både tumpet og lam.
”Nej, det synes jeg egentlig ikke. Det er lidt makabert, men jeg er også sart. Jeg kunne næsten ikke bære at se Nattevagten, hvor man tilbringer meget af filmen i en morgue fuld af døde mennesker med tåsedlerne stikkende ud fra lagenerne. Og under en af Saw-filmene, som mine teenagebørn tvang mig til at se, måtte jeg forlade stuen under en eksplicit obduktionsfrekvens, hvor knoglestøvet svirrede i luften, mens rundsaven arbejdede sig gennem kraniet.”
”Har set dem begge to. Men hvorfor i himlens navn skriver du om det? If you feel like that?”
Interesseret i mig? Omsider.
”Fordi jeg også er draget af det. Fascineret af det på sådan en angstblandet måde. Tør ikke, men kan ikke lade være.” (Fuck, hvor er jeg lam).
Han tømte sin Newcastle Brown og smækkede med læberne. Så rejste han sig. ”Gotta go. Things to do, people to see.”
Ikke interesseret? Hvasså med den ”Smoky eyes-kit” fra Benefits? Virkede alligevel ikke?
”Hvad?” Mit bankende hjerte havde kurs mod maven. ”Vil du ikke høre, hvad den handler om?” Og vil du i øvrigt ikke blive her i nat? Tænkte jeg. Var han virkelig bare kommet for at forhøre sig om obduktionssekvensen i min bog?
Han rystede på hovedet. ”Vi har en aftale med Penguin.”
”Vi?”
”Ja, mig, Smith og Wesson.”
”The most powerful handgun in the world,” hvislede jeg længselsfuldt. ”It would blow your head right off.” Men jeg havde besindelse nok til at kvække: ”Penguin?”
”Jeg vil have din bog oversat hurtigt, jeg er så træt af at vente. I'm an old man.“ Han åbnede døren, men vendte sig med netop det smil, som havde hærget mine drømme de sidste tyve år.
”Og det er nu, du skal spørge dig selv: Do you feel lucky? Det ville jeg gøre, hvis jeg dig.“
"Øhhh...?"
Well, do ya, punk?”
"Æhhh...?"
Og så var han væk. Men i et splitsekund så jeg snippen af en lang frakke, der med nød og næppe undslap døren, da den lukkede sig med et cinematisk klik.

Susanne Eastwood? Hvordan lyder det?

Huntress S.S. Thompsons Page Six-version af Krimimesse 2010: Buy the ticket, take the ride.

Klokken seks lørdag aften på Krimimessens første dag, en dag, hvor ordet partikulær har været højfrekvent, er vi gået op på vores værelser for at vaske dagens cowboystøv af, pålægge aftenens sorte streger og på enhver måde gøre os klar til højdepunktet: Den overdådige middag for 300 mennesker med efterfølgende mord på milliarder af hjerneceller nede i “Horsens’ ældste beværtning, Eydes Kælder.”
Desværre har jeg et problem med en stalker, jeg bare ikke vil have siddende på mig aftenen igennem, og når det gælder bordherrer til en 300-mands middag uden bordplan, er gode råd temmelig pricey. Jeg ringer til Anna Grue og piber og beder hende holde en plads til mig, lige meget hvor, bare der er et tungtsiddende menneske på hver side, der ikke er hr. Stalker. Anna sukker forståeligt nok meget længe, men ender med at indvillige i mit forslag om, at jeg kommer ti minutter for sent. Men otte minutter før jeg kommer ti minutter for sent, ringer Anna stakåndet og beordrer mig på plads. NU: JEG KA IK BLI VED MÆ A HOLD DEN, hyler hun anklagende. På det tidspunkt har jeg fået en bus i øjet og kan i øvrigt ikke finde mine nøgler. Jeg splitter hotelværelset ad, til det ligner en scene fra Reservoir Dogs, og desperationen stiger, for Anna var ved at blive sur.
ANNA MÅ IKKE BLIVE SUR. Så hellere mere snevejr.
Jeg begynder at svede af angst, men nøglen er ingen steder. Da den omsider dukker op — i døren — halser jeg ned til salen og finder hele to pladser. Der er rod i det, der er blikke og nedadvendte mundvige. Men jeg kan ikke høre, hvad det går ud på, for akustikken er så ringe, at Henrik Palle, der sidder på pude med dårlig ryg, med næsten autistisk nidkærhed stirrer på et fikspunkt langt væk i total akustisk afmagt.
Annas og Bo Taos næser har mødt hinanden midt på bordet i et forsøg på samtale, og omsider vender Anna sig surt mod mig og sprutter mig gerade i øret: "Og jeg har måttet jage Den Sur-Søde Bladsmører væk, så du ku få din plads, OG NU ER DER TO."
Øv, hvor må jeg bare være en skid, tænker jeg mismodigt uden at fatte, hvordan det kom så vidt. At måtte jage Sur-Sød væk er virkelig, virkelig slemt. Jeg begynder at spejde efter ham — der er jo en plads lige ved siden af mig, og det er bestemt det bedste sted, han kan sidde efter min beskedne overbevisning — og finder ham, så langt væk som overhovedet muligt. Selv på den afstand kan jeg se, at han langgaber og i bedste Palle-stil har blikket fæstnet på uendelig. Et par sigende fagter senere indfinder Sur-Sød sig med læderjakken krammet i hånden som en beskidt hemmelighed og en bemærkning om, at hans opførsel er kritisabel. Jeg er bare lykkelig. Love of my life sidder nu lige ved siden af mig, og jeg har bestemt til hensigt at placere min tunge på hans drøbel et sted mellem forret og hovedret. Hvilket minder mig om, at der står en hors d' foran mig, som jeg prompte antaster.
I mellemtiden viser det sig, at Bo Tao har holdt en plads til Lillelund, som Sur-Sød nu har taget — det var det, jeg ikke kunne høre. Så kommer Lillelund, og vi forsøger at sende ham over på Sur-Søds tidligere plads på 17. kartoffelrække. Påpeger, at der er blondine på den ene side. Men han har for pokker Deliciøse Årgangsvine fra en Anden og Bedre Verden under armen. Stort dilemma. Bo Tao laver en lille, fuldt forståelig scene med nær-tåreblandet raseri. Her har han sørget for pladser til alle, og nu må han gå, så Lille kan få hans plads. Jeg foreslår pænt, at Lillelund bare smutter og efterlader sin vin, men den går ikke. Det gør Bo til gengæld og efterlader os med sort samvittighed og stort savn: The last gentleman on earth just left, og nu er der kun kakerlakker tilbage.
Der stopper problemerne dog ikke, for jeg har i rungende tankeløshed medbragt tre liter rød Beringer på tap og seks mageløse Edelstoff, som jeg lystigt malker og deler ud af, henholdsvis. (Jeg har altid skullet købe mine venner, you see.) Men så kommer en historisk enerverende 19-årige fjappe i servitriceornat og belærer os om, at hvis vi ikke køber og drikker deres vin, må vi gå op på vores værelser. Det er satme mange år siden, jeg er blevet sendt op på mit værelse, og instruksen afstedkommer yderligere optrapning af teenageadfærd: Ned under bordet ryger både tappevin og øl, og jeg malker lystigt videre og diskuterer fjappeadfærd med alle fjappeinteresserede, stadig uden at kunne høre et ord. Desværre kan jeg ikke se, hvad jeg laver under bordet, så kort efter svømmer gulvet i vin. Meget ugodt, som Jussi ville have udtrykt det, men hov, Lillelunds årgangsvine har også fået marchordre. Og Lillelund himself er forsvundet. Og Tao er væk. Sur-Sød har ryggen til. Jeg overvejer kort at fortælle hans ryg, at jeg elsker ham, men han bliver så let sur, deraf navnet, så i stedet følger jeg færten og fisker Lillelund og Tao på trappen ved hovedindgangen iført samtlige årgangsvine og ét glas. Vi laver en rota. Glasset kører rundt. Vi ryger. Glasset er i stadig bevægelse. Vi ryger lidt mere. Det glas må på afspadsering i morgen. Pludselig er al Lillelunds årgangsvin væk, og han bekendtgør skeløjet sin langt-ude-på-landet top ti over attraktive kvinder. Tao er glad igen. Min hukommelse begynder at vige. Et eller andet sted mellem underbordsaftapning og roterende årgangsvin, har alle spist hovedret undtagen Palle, som nøjedes med at stirre stift og mistroisk på fem bønner og to kartofler, stadig siddende på pude og med blikket på sørgmodig uendelig. Nu går det stærkt. Anna og Suzy adviserer Bjertrup om marketingsstyling, som vi ved lige præcis nul om. Bjertrup er glad. Bjertrup er altid glad. Gretelise er også glad, og har, om jeg så må sige, fået tungen på gled i udstrakt grad og tilhvisker mig lokkende tilbud, som desværre er fortrolighedsstemplede, omendskjønt det ellers drejer sig om saftige sager.
Udsigten til Sur-Søds ryg er deprimerende. Vend dig om, og giv et snav, prøver jeg at sende til den, men den er stokdøv.
Tao får sin plads tilbage og kaster sig sammen med Bjørnvig ud i en litani om alle de kvinder, de kunne have lagt ned, men missede. Det er en rørende, romantisk stund, og Anna og Gretelise rådgiver og trøster. Sur-Sød vender sig kort og stiller mig et virkelig show-stopping spørgsmål om min mand, som ikke lover godt for min plan om at placere min tunge på hans drøbel. Så vender ryggen tilbage.
Mit blik begynder at svømme, og jeg tager briller på. Hjælper ikke, dårligt tegn. Skynder mig at drikke noget mere og trykker en masse fremmede mænd i hånden, som har kendt mig i 115. år og med stor familiaritet kalder mig Susanne. Tør ikke spørge, hvad de hedder. De er alle sammen helt ens. Måske er det der med at se dobbelt bare en kæmpe underdrivelse?
Det bliver værre og værre. Allan Nancke fra Bog & Ide slæber af med mig med det formål at bumme cigaretter og fortælle mig nogle trade-secrets, jeg lige står og mangler. Derefter præsenterer han mig for anden mand af ringe højde, med hvem jeg forventes at føre en samtale, men det er tydeligvis for sent til det pjat.
Så står han der: stalkeren. Jeg klipser mig sammen med netop forbipasserende Bjertrup og mumler "dessert. Haster." Stalkeren først ånder, så klør mig i nakken og hvisler:
”Har du det godt, Suzy?”
”Nej, mit vedvarende smil skyldes alene stærke smerter i brystregionen.”
Den dessert er god. Jeg henter en til. Sur-Sød vender sig og siger noget om at snave foran Johannes Riis til efterårsreceptionen, og jeg kan tydeligt mærke, at det er nu, jeg dør. Det har jeg bestemt ingen erindring om. Men jeg husker på den anden side heller intet om at have pandet Kirsten Hammann en, bare fordi hun kaldte mig Mette. Men kunne Sur-Sød så ikke bare have sagt det på en sexet og lækker måde og fulgt op med et snav, jeg ville kunne huske? Det er efterhånden gået op for mig, at det ikke er min aften.
Et eller andet sted på vejen mellem spisesalen og Eydes falder jeg og rammer Katz Krefeld, det pæne menneske, der modtager min spytblandede undskyldning med et høfligt smil. Og pludselig er jeg ansigt til ansigt med en alabasterhvid [vinterlårsfarvet, red.] kavalergang, der er ude at lufte Leonora.
”Hej,” prøver jeg med mit vedvarende smil. Kavalergangen knurrer sagte.
”What’s a nice cleavage doing in a place like this?” prøver jeg.
”Cocktease 1.00,” hvisker den sexet.
”Nice! Hvorhenne? VUC?”
Den hypnotiserer mig, og jeg bilder mig ind, at den nu hvisler: ”Stol på mig.” Den har for længst hypnotiseret Bjørnvig, men det vidste vi jo i forvejen. Jeg tænker, at sådan to ville jeg også godt have, to kavalergange, altså, one for here, one to go.
Ken Jacobsen, der denne aften giver rollen som understudy for Truslen fra Abernes Planet, sætter sig på hug foran Kavalergangen og placerer sin umanerligt lange næse i utilbørlig nærhed iført et par rødligt lækkende øjne, der buler ud som overplukkemodne bær. Mens dette pågår, sidder Leonoras ægteviede Annette i København og skriver på en artikel om de ti grimmeste dyr i verden. Hvis Annette havde været her nu, havde et af de højst rangerende dyr fået sparket.
Efter en hurtig lapdance på Langstrup er det på sin plads igen forgæves at spejde efter Den Sur-Søde Bladsmører.
How long can a cool cat keep her calm?















Well, bourgognen flyder godt i mig, bare synd, de kun har rævepis her. Overspringer ved at exfoliere tungen på Plan-B-Vestergaards højre kind. Det lader ikke til at genere Helle Nancke, som vil giftes med mig. No problem. Det gør vi bare. Benni Bødkers skæg går forbi, og jeg besættes af en pludselig epileringstrang. Men Benni sidder fast i den ene ende, så jeg tør ikke.
En masse mennesker giver en masse drinks, og pludselig dukker Sur-Sød op, materialiserer sig i tågerne som Clints æterlegeme blot for lige så pludseligt at forsvinde igen. Høj-oktant High Plains Drifter, og læderjakken lugter af ko, vil jeg vædde rigtige penge på. Flere drinks senere konkluderer jeg, at han i virkeligheden bor inde i en Paul Auster-roman, jeg ikke har læst.
Jeg tager en quick’n dirty beslutning om at tage solbriller på i morgen og indtage Amvos opskrift til morgenmad: 1 betablokker, 600 milligram paracetamol og 1 liter æblejuice. Og sluttelig, apropos Amvo, at det måske var på tide at sætte en uge af til at læse og forstå The Rules.

En tornebusk i det velfriserede krimibed

Femikrimi: Forfatteren Susanne Staun har med serien om den nymfomane og geniale adfærdspyskolog Fanny Fiske skabt et femikrimiunivers fra helvede. Men hendes hovedperson er også et feministisk statement om de ulige vilkår på markedet for sex og kærlighed.

Af JESPER STEIN LARSEN, Jyllands-Posten, 28.12.09

Det er en sjov blanding af bøger,« siger fotografen, da interviewet er slut. Vi sidder i Susanne Stauns køkken. Foran os på bordet ved siden et fad hjemmebagte finskbrød ligger "Mickey Mysteries", en pocketbog med Mickey Mouse i hovedrollen som detektiv, side om side med Vernon J. Geberths "Pracitical homicide investigation", en legendarisk håndbog for drabsefterforskere illustreret med hundredvis af sort/ hvide fotos af ofre for den værste forbrydelse af alle. Susanne Staun slår ud med hånden mod de to bøger og siger: »Der er ikke nogen væsensforskel på en detektivhistorie med Mickey Mouse i hovedrollen og det, man ser på det danske krimimarked i dag - bortset fra at personerne hverken må skide eller dø hos Disney. Men plot og karaktermæssigt er der ikke nogen kvalitetsforskel.« Ligeså karakteristisk rå og ærlig bemærkningen er, ligeså symbolske er de to yderpoler for Susanne Staun: Disneys kreative, fantasifulde og legende klichéunivers og Geberths brutale sort/ hvide virkelighed, hvor intet er dækket til.

I 10 år sad Susanne Staun på Egmont Comic Creation og skrev blandt andet råhistorierne til tegneseriebøger som Mickey Mysteries, indtil hun i 1998 blev fuldtidsforfatter.
I 1999 kom den første bog i "Fanny Fiske"-serien — en parodi på den adfærdspsykologiske krimitrend, som med "Hannibal the Cannibal" i spidsen prægede 1990'erne - men ikke mere parodi end at researchen om adfærdskriminologien og drabsefterforskningen skulle være i orden. Derfor er Vernon J. Geberths bog fuld af streger og indramninger.

»Er der slet ikke nogen, der vil have mine kager?« spørger Susanne Staun afvæbnende, fordi hun godt ved, at hun har fået sagt noget, som journalister elsker, fordi det er lige på og hårdt.

Dødkedelige klidmostre
»Jeg har længe været supertræt af danske femikrimiers kvinder, dødkedelige klidmostre, der spiser ostemadder, hvis liv er fuld af evigtængstelige banaliteter. Jeg ville have en hovedperson, der havde mere personlighed og meget mere kant. I stedet for at plottet og opklaringen er det overordnede, ville jeg have en roman, hvor tingene flytter sig på grund af hovedpersonens adfærd og ikke omvendt.« Den hovedperson har nu fem krimier på samvittigheden, hedder Fanny Fiske og er adfærdspsykolog med speciale i profilering af afsporede seriemordere - »mine drenge«, som hun kalder dem - gourmet med hang til den italienske brandy Vechhia Romagna, unge elskere, som der forbruges adskillige af i bøgerne, og plastickirurgi nok til at få Michael Jackson til at rotere i graven af misundelse.

»Jeg havde ingen idé med hende, da jeg begyndte. Jeg havde ligget og læst alle de her amerikanske seriemorderkrimier, til det kom ud af begge ører. Der er jo flere bøger om fænomenet, end der har været seriemordere i USA. Nu laver jeg en parodi, tænkte jeg. Og det tog mig, eksklusiv research, to måneder, men så skete der det, at anmelderne troede, at det var et alvorligt forsøg. Hvis jeg nu bruger hende en gang til, så kan jeg brede hende ud, tænkte jeg. Og så har det udviklet sig. Fanny Fiske handler om, hvordan det er at blive gammel og miste arbejde og identitet. Hun er et bud på, hvad man stiller op, når man bliver stillet ansigt til ansigt med en virkelighed, der hedder, at kvinder ikke har noget liv som attraktive kvinder efter 50.« Fanny Fiske-bøgerne er så langt fra den almindelige krimis heltinder, som man kan komme. Og lige så langt fra den klassiske krimis opbygning. Sproget er ekspressivt, galopperende og kører i turbo, og vi kommer godt ud af tangenterne, når lejligheden byder sig, og det gør den hele tiden.

Ingen happy ending
»Der er nogle litterære betragtninger i Danmark om, at man skal gøre det på en bestemt måde, og det vil jeg ikke. Danske krimier er meget ensartede, de følger en bestselleropskrift, og jeg gør det modsatte. Det er ikke romaner, man hygger sig med, der er ingen identifikation, ingen feelgood, ingen happy ending, ingen orden i kaos - alt sammen noget der virkelig er kardinalpunkter for at blive en bestseller. Jeg er utilfreds med, at der er så lidt variation i danske krimier, og at alle tilsyneladende skriver den samme historie. Der er rig mulighed for at boltre sig, når nu krimiens eneste krav er mord og opklaring. Men det virker, som om hele genren folder sig om sig selv og bliver mere og mere kommerciel og leflende, efterhånden som bestselleropskriften er blevet hver mands eje.« »En af de væsentligste ingredienser er, at der ikke må være noget på spil, ingen må blive stødt, og kun ufarlige emner er i orden. Her i landet kan man godt lide at komme plaster på og lukke emner til. Fanny Fiske er den, der tager plastret af og kigger på det åbne sår.«.


Fanny Fiske nyder livet
Selv om Fanny Fiske ikke er en klassisk heltinde, er hun i særklasse til sit job. Hun læser og løser sager på en måde, der får Clarice Starling til at ligne en amatør. Og hun nyder livet i et omfang, der desværre næppe er mange af hendes virkelige medsøstre forundt.
»Hun kan sine ting, hun klarer sig på sine egne vilkår særdeles godt, velklædt, velduftende og superkompetent. Hun er også fri af alle de bånd, som børn, mand og identificerbart sted giver. Og det er selvfølgelig også noget af det, der gør, at identifikationen er meget lav. Selv Cornwell, hvor hun bor, er et fiktivt sted mellem England og Frankrig. Jeg ville have et sted, hvor jeg selv kunne bestemme. Hvis man laver noget, der foregår et bestemt sted, skal det være rigtigt ned til mindste detalje. Og så er du nede og bruge tid på ting, der er helt irrelevante. Meget research og tung information er prosaødelæggende.«.

Hvem er Susanne Staun?
Nok om Fanny Fiske — hvem er Susanne Staun? Hun er garant for nogle ordentlige sproglige maskingeværssalver; det er her, man skal stå op i går for at følge med. Sådan kender undertegnede hende fra Facebook og det danske krimimiljø, men her i køkkenet er hun anderledes, sårbar og lettere nervøs, på hjemmebane på gården ved Frederikssund, som sammen med en lejlighed på Vesterbro udgør hjemmet for hende selv, mand, to teenagebørn og en kat, der har glemt, hvor kattebakken står. Susanne Staun har skrevet 11 bøger på samme antal år og samtidig passet 28 heste og to børn.
»Plus tre-fire oversættelser om året. Hvis man gør det, bliver man nødt til at være rimelig effektiv og disciplineret, stå op klokken lort, og så er det i gang. Jeg havde lige tre år, da jeg fik Statens Kunstfonds 3-årige legat, hvor jeg gik helt i stå og ikke kunne noget. Jeg havde ellers troet, at skriveblokering kun var noget for krukker, men det kan ske for os alle.«.

Staun er et navn
I det litterære miljø er Susanne Staun et navn. Hun er rost for sin sproglige originalitet, for sit galopperende stilistiske frisind og for en pen, der er så skarp, at man kan skære sig på den. Om det er den smalle litteraturs solkonge, Lars Bukdahl, bestsellerforfatteren Jussi Adler-Olsen eller nogle af de mange venner og kolleger fra begge lejre, man spørger, så er anerkendelsen stor og komplimenterne mange.
Alligevel er det svært at høre til noget sted for Susanne Staun. For hun skriver jo krimi, og det er ikke altid stuerent på bjerget, men hun skriver krimi, som er så fjernt fra den klassiske krimi, som det kan være, og det er ildeset i nogle krimikredse i Danmark. Men måske er det meget godt, for Susanne Staun er i en slags evigt flanerende opposition til sin omverden, og når hun skal forklare årsagen til, at hun gør noget, er det ikke sjældent, fordi der var et modbillede, et dogme om, at sådan gør man ikke.
»Jeg er en trodsperson. Jeg bliver afsindig irriteret, når folk siger, at sådan er det. Så skal jeg nok vise, at det er det ikke.« Så når folk hævder, at Fanny Fiske er et opgør med femikrimien, siger hun nej og lukker op for en af sine kæpheste:.

Kvindelig Jørgen Leth
»Jeg kalder det en femikrimi. Jeg har ikke noget dårligt forhold til det ord. Det er en vejledning om, at det er en bog med en kvindelig helt skrevet af en kvindelig forfatter, hvor det kønstypiske er meget udtalt. Hun knalder til højre og venstre, selv om hun er godt oppe i årene. Og hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det, som mænd gør? Ikke at det nødvendigvis er fedt at duplikere mænd, men det må heller ikke være forbudt. Fanny er en kvindelig Jørgen Leth på overfladen, men der er jo magten til forskel mellem dem. Leth kan gøre det, fordi han er mand, og hun skal igennem en hel del plastickirurgi for at kunne fortsætte med det. Og det er en af pointerne. Som hun selv spørger: Hvad vil du være? En selvskamferende kvinde, der bliver lagt ned, eller en naturligt ældet kvinde, for hvem dette kun er et kært minde? Det er da en interessant diskussion, og det er for mig at tage plasteret af.« Men er der så stor forskel på mænd og kvinder? »Når jeg sidder og kigger på min omgangskreds, som alle er skilt nu, mænd og kvinder i 40'erne og 50'erne, så går mændene videre til nogle nye yngre kvinder, mens kvinderne jubler af glæde over, at de også skal ud og prøve og så tilbringer de nogle usle år med netdating, får lidt suppe-sex, lidt afvisning og nogle psykopater, og så opgiver de og finder sig en sund hobby. Det er utrolig nedværdigende, og mit hjerte bløder. Jeg bliver biologisk gal og vred på en mand som Jørgen Leth, som uden refleksioner og omtanke siger, at det gør en mand stolt at blive set med en yngre kvinde - uimodsagt af sin egen samtids kvinder. Det er en ren svinehund. Det er sådan, at hvis du skal have noget som kvinde plus 40, så skal du lige have løftet stegen lidt. Det er upopulært at sige, men sådan er det, og folk som Jørgen Leth håner kvinder med sin bemærkning.« Men hvorfor er det sådan? »Mænd er genetisk programmeret til, at de skal formere sig hele livet igennem. Og derfor finder de formeringsdygtige kvinder, og rynker er kun noget, der fortæller dem, at de ikke kan formere sig.« Men gør man oprør som kvinde ved at blive plastikopereret? »Fanny handler. Hun siger: Hvis jeg skal have noget, så bliver jeg nødt til at fjerne disse rynker. Det er på en gang et feministisk og antifeministisk udsagn. Det er feministisk, at hun tager magten over sin egen krop, og det er antifeministisk, at man skal gøre sig til for at få noget. Medier, reklamebranche og filmindustrien har et stort ansvar for at skabe nogle andre ikoner end yngre modeller. Vi har kun Helen Mirren som Jane Tennison. Ældre kvinder savner nogle rollemodeller i det offentlige rum. Jeg var ude at spise med en filmmand, som var interesseret i at lave en "Modesty Blaise"-serie på otte afsnit med mig som forfatter. Mit eneste krav var, at de kvindelige hovedpersoner skulle være over 50. Det gik ikke, sagde han og tilføjede, at "sex mellem gamle mennesker er sgu så grimt at se på". Det er sådan noget, der får mig til at tænke: hvor er vi så henne?« Hvor meget af dig er der i Fanny Fiske? »Vi har kun maden til fælles. Men jeg kunne da godt tænke mig at være hende i mit næste liv. Jeg skriver om kvinder i bøgerne på en måde, jeg gerne selv vil se dem på. Jeg nyder at være inde i Fanny Fiske. Hun har et sprogligt drive og en vinkel på verden, der gør mig godt. Og så er der det særlige ved hende, at hun taler og opfatter verden åbent på den måde, som kvinder taler sammen, når de er alene - og det er helt anderledes, end når der er mænd tilstede.«

Der kommer mere Fanny Fiske engang i fremtiden, men hvornår ved Susanne Staun ikke, selv om hun så småt er ved at indstille sig på at afslutte serien. Næste år kommer der til gengæld en retsmedicinsk krimi. Forbrydelsen bliver opklaret af dr. Maria Krause, en 47-årig kvindelig vicestatsobducent fra Odense. Den er realistisk og forankret i en genkendelig virkelighed, og så bliver man jo helt nervøs...

Hvordan taler en bryggerhest? Og hvem er Åke Larsen?

"FEMIKRIMIENS ELENDIGHED
"Forfatteren Henrik List peger i Ekstra Bladet på en kendsgerning, som tilsyneladende ikke generer nogen, nemlig »at enhver damebladskrimi med et papirtyndt plot og karakterer skåret ud i Jørgen Clevin-pap får automatisk minimum tre stjerner af stort set alle boganmeldere, hvis bare den er skrevet af en skandinavisk kvinde -eller en blød mand a la Stieg Larsson.« Det er også Groft sagts iagttagelse, at de mennesker, der anmelder femikrimier i de ellers seriøse dagblade, er blottet for kvalitetssans, blottet for musisk-litterært gehør, blottet for psykologisk evne og episk fornemmelse. Der er vel ikke andre forklaringer på, at de roser en banal Camilla Läckberg til skyerne, fremhæver en primitiv, selvretfærdig og totalt umusisk Gretelise Holm og mener, at Elsebeth Egholms snakkesalige, stilistisk sterile funktionærprodukter har internationalt format. Når de kritikløse anmeldere så har skamrost disse dåsevarer, strømmer de over af jubel over Susanne Staun, der gør grin med alle de andre, hvilket der sandelig også er grund til, men det gør jo ikke hendes egne romaner, hvis kvindelige helt taler som en bryggerhest, mere troværdige, dog mere udholdelige. Hvem er værd at læse? Det er - til husbehov - Åke Larsen. Men først og fremmest Håkan Nesser. Men hold Dem endelig fra Sara Blædel, hvis skriveprodukter sikkert får selv hendes egne forældre til at vende sig bort i tavs sorg."

Fra "Groft sagt", Claes Kastholm, Berlingske 23.12.09

Fannys projekt Nøgne Abe

Alle tror øjensynligt og har længe, hvis ikke altid, troet, at Fanny handler om opgøret med femikrimi-klicheen, og den misopfattelse skal simpelthen dø. Fanny Fiske-serien har aldrig været udtænkt som et oprør mod eller en parodi på femikrimien eller dennes agenter, som Politikens May Schack hævdede i sin anmeldelse af Før jeg dør. Schack skrev videre, at projektet med at udklække, opfostre og udstille dette legemliggjort oprør, nu måtte være tilendebragt, men hvis projektet havde været så pauvert i sin begrænsning, havde jeg egentlig ikke behøvet mere end én bog: Se her, sådan ser en anti-femikrimi-heltinde ud. End of story.
Fanny er en seriekarakter, og selvom hun muligvis ligner en anti-femikrimi-heltinde, så er hendes væsentligste ærinde ikke desto mindre at udstille afviklingen af en kvinde. Mens Bunny Munro let afvikles i løbet af en enkelt bog, fordi han er en enkel organisme, så er kvinders knastede vej til graven langsommere og mere pinefuld, og jeg er optaget af uden filter at følge hver knast på vejen til den endelige løsning og se nogle ubehagelige ting i øjnene samtidig.

Hvad er en nøgen abe?
Når man ser noget i øjnene uden omsvøb, søforklaringer eller filter, er man i selskab med en nøgen abe. En sådan kunne være tiltrængt til at pulverisere noget af alt det feel good-nonsens, som især kvinder er så gode til at sige til sig selv, for eksempel at det er skønt at blive ældre, når kendsgerningen nu engang er, at aldring er lig med en decimering af eksisterende muligheder. Men så inkarneret er kvinders hang til selvbedrag, at de ligefrem opfordrer deres medsøstre til stadig større doser: Stil dig foran spejlet, lyder rådet til enhver grimrian, og sig til dig selv, at du er smuk. Men som sagt: Gentager man en forkert sætning, tilstrækkelig mange gange kan den ende med at blive, eller i hvert fald forekomme — rigtig. Det er ganske almindelig selvhypnose.
Fanny har for længst fanget, at et glamourøst arbejde, glamourøs skønhed og glamourøs ungdom er billetten til et godt liv, og at hun faretruende nærmer sig alderdomshjemmet, hvor det er meget svært at få øje på noget glamourøst. Allerede i tredje Fiske-bog, Mit smukke lig, ryger arbejdet, og i den seneste, Før jeg dør, truer hendes seksualliv med endelig forvitring.

Sex & arbejde
Hvis der i nogens liv findes vigtigere størrelser end sex og arbejde, så vil jeg gerne ringes op. Hvad kunne det være? Mad? Alkohol? Havearbejde? Hestehold? Spinning?
Hvad er Dicte Svendsen, Louise Rick, Dan Sommerdahl og alle de andre hovedaktører i dagens krimiserier optaget af, eller for nu at være helt dækkende: Hvad er alle mennesker, fiktive som lyslevende, til alle tider optaget af? Det rigtige svar er: Sex og arbejde. Well, mange vil nok foretrække at kalde sex ”parforhold”, men for os, der holder af nøgne aber, er ”parforhold” jo bare et mere spiseligt ord for ”sex”.
Nej, Susanne, sex er kun sex, hører jeg et kor pibe. Parforhold er også alt det andet: opvask, børn, konflikt, utroskab. Jamen, det er jo det, jeg siger: sex. Opvask, børn og konflikt står for afseksualiseringen af forholdet, hvilket medfører utroskab, som er ... sex!
Hvad sker der så, når de to vigtigste parametre for et godt liv forsvinder, som en øjensynlig naturlig del af en kvindes aldring? Det er præcis, hvad jeg er optaget af at lade Fanny gennemleve — og hun er slet ikke færdig, for hun kæmper for at beholde sine privilegier.

Mænd er stedsegrønne
Fanny lider af svarre arbejdsabstinenser, men er mindst lige så optaget af en eventuel forekomst af rynker. Ser hun en, må den prompte skæres væk. I GUDER, HVOR ER HUN BARE OVERFLADISK OG FORFÆNGELIG! Well, lad os se på det.
Kvinder vil gerne have kloge mænd med masser af rynker, livserfaring og helst også pænt med penge, status og prestige. Mænds dej er derimod prædisponeret til at hæve i selskab med kvinder, de selv kunne have produceret. Jeg gætter på, at der i deres krybdyrshjerne ligger en urindkodning, som udsiger, at de eksisterer for at formere sig, og at objektet for deres begær følgelig må have formeringsevnen i behold. Til det brug har rynker kuhttp://www.blogger.com/img/blank.gifn signalværdi: Er der tilstrækkelig mange, betyder det, at objektet ikke længere er formeringsdygtigt.
Aha! tænker Fanny straks. Hvis jeg fjerner rynkerne, tror de, at jeg kan formere mig, og så vil de stadig gerne have mig. Hvor svært er det nu at forstå, at hun opfatter rynkereduktion som forskellen mellem et godt og et dårligt liv?
Jørgen Leth gjorde det tidligere på året smertens klart, at aldersdecimeringen kun gjaldt kvinder, og det fik han lov til at gøre helt uden modstand eller refleksion fra en kælen og sagtmodig presse og til en mærkværdigt kraftig applaus fra ældre kvinder som Susanne Bjerrehus og Karen Thisted. Sidstnævnte gik endda så vidt som til at sige, at Leth & Sabro gjorde hende stolt på generationens vegne — stolt over hvad? Over at gamlingene kunne finde ud af at skrive en mailroman om sig selv, hvor liderligheden sejrede, lidelsen forsvandt, og kommateringen indeholdt helt ureflekterede evergreens såsom ”Det gør en mand stolt at blive set med en yngre kvinde”(citeret efter hukommelsen). Og selvom man i vid udstrækning kan hævde, at Fanny er Leth i kvindelig udgave, så kan jeg bedre lide Fanny, for magt korrumperer, og modvind har altid været mere klædelig. Mine heltinder skal lide, for at jeg kan forstå verden. At Leth vælger ikke at lide gør ham umenneskelig og ubrugelig.

Selvskamferingen
Ældre kvinder skal med andre ord arbejde for at få noget, som Fanny udtrykker det. Men det er så også forkert.
For få år siden udtrykte Clint Eastwood, der selv omgiver sig med kvinder, han burde have adopteret, men i stedet valgte at gifte sig med, at kvinders stigende brug af plastikkirurgi var udtryk for en beklagelig parathed til selvskamfering. Jamen, Clint, det må du da kunne forstå, ellers havde du vel fundet dig en på din egen alder, ikke sandt?
Som altid med fingrene på den nøgne abes staveplade spørger Fanny: Hvad vil du være: en selvskamferende kvinde, der bliver lagt ned, eller en naturligt ældet kvinde, for hvem dette kun er et kært minde?
Noget at sige til, at visse folk har svært ved at goutere Fanny, når hun serverer den nøgne abe i så afpelset tilstand?
Jeg synes da også selv, det er brutalt, men det er det her også: ”Jeg indrømmer straks min lyst til at se på yngre damer. Hvis jeg var fri på markedet og fik tilbuddet fra en ”lovlig” og selvbevidst yngre dame,” hævder en mand på www.mandens.dk, "ville jeg uden tøven springe på min bedste vens datter, værsgo og tyg på den!”
Det gør vi så, men jeg hepper på Fanny, som siger: ”Jeg vil ikke finde mig i fremtiden.”

Kvalitetslitteratur

I dag kan alt fra Jens Smærup Sørensen til Leif Davidsen ryge på bestsellerlisterne, hvad der gør diskussioner om ’kvalitetslitteratur’ versus ’bestsellerlitteratur’ meningsløse. Det er i det hele taget et mageløst uforskammet begreb: ’Kvalitetslitteratur’. Og en for læseren umådeligt nedladende diskussion: ”Hvordan skal vi få folk til at læse ’kvalitetslitteratur’?” Hvad nu, hvis det faktisk forholder sig således, at læsere ikke vil hverken købe eller låne denne Kvalitetslitteratur, fordi det simpelthen er falsk varebetegnelse? Fordi Kvalitetslitteratur i virkeligheden bare er ... uvedkommende? Ét stort paradenummer? Og omvendt med ’bestsellerlitteratur’ – måske er (noget af) den i virkeligheden af høj kvalitet?

Således de gammelkendte, men alligevel kætterske tanker, som den amerikanske litteraturkritiker B. R. Myers nedfældede i en lillebitte bog med titlen A Reader’s Manifesto: Et angreb på den voksende prætention inden for amerikansk litterær prosa, med pennen rettet mod så store ikoner som Annie Proulx, Paul Auster, Cormac McCarthy og Don DeLillo. Deres prosa, viser han i tekstprøve efter tekstprøve, svælger i en så primitiv form for skaberi, er så gentagelsesproppet ... Min far var nærig; min mor var ødsel. Hun brugte penge; det gjorde han ikke. (Auster: “Hand to Mouth“) ... så elementær i sin syntaks og så aldeles bedøvende i sit overforbrug af ordspil, at den ofte er mindre krævende læsning end den semi-trivi, som genreværker almindeligvis hævdes at repræsentere.

Disse forfattere har så store egoer, hævder Myers videre, at de alene for prætentionens skyld kaster sig hovedkuls ud i sætninger, der på overfladen glimter og glitrer, og som får de pågældendes bøger til at fremstå som én lang, narcissistisk billedtekst til fotografiet på inderflappen; en tekst, som vel at mærke ikke tåler nærmere granskning.

Og læserne? I stedet for at gennemskue den meningsløse onani med ord konkluderer de simpelthen, at disse ikoners hjerner er for store til dem, disse bøger for svære. Myers omtaler litteraturkritikerne i USA, som var de arbejdsbierne i Orwells Sandhedsministerium, der efter endt arbejdsdag går til fest hos Proulx, Auster, McCarthy og DeLillo, ned over hvem priserne af samme grund regner – alt sammen på bekostning af genreforfattere, der uanset hvor velfortællende og velformulerede de er, får røvtur i anmelder- og prismaskinen. Anmeldere og priskomiteer er nemlig lige så store narcissister som forfatterne selv og frygter, at deres hjerneceller i al offentlighed vil blive vejet og fundet for lette, såfremt de tager tøjet af kejseren og offentligt indrømmer, at han er splitternøgen, eller anmelder en genreforfatter med samme rummelige sindelag.

Lyder det som en beskrivelse af forholdene på en fjern planet? Tryk på overskriften og læs Myers artikel i Atlantic Monthly.

Kunst, kitsch og krimimesse ... kronik i Politiken d. 28. marts 2009

Arrangørerne af den årlige Krimimesse ved noget, som arrangørerne af den mere finlitterære festival, Vild med ord, skal skrive sig bag ørerne: Kun forfattere er vilde med ord i næsten vilkårlig rækkefølge. Læsere er stort set udelukkende vilde med ord i den ganske specifikke rækkefølge, der resulterer i gode historier.

Ved krimimessen i Horsens, som i år foregår i denne weekend, mødes gamle og unge, etablerede og helt spæde danske krimiforfattere med et udvalg af norske, svenske, engelske og en enkelt amerikansk kollega til en bogmesse særligt tilegnet deres genre, eller mere præcist: hele spændingsgenren, for thrillere og gysere er også repræsenteret. Krimimessen forløber som alle andre bogmesser, men er præget af en mærkværdigt lettet atmosfære, som ikke kun kan tilskrives den overdådige middag, forfatterne trakteres til, men nok så meget den kendsgerning, at de er uglesete i bredere skønlitterær sammenhæng og måske her føler sig befriet for al den skam, der følger i kølvandet på at være, lyder dommen, kommerciel i modsætning til finlitterær.
Læg hertil det forenende element, at ikke én eneste lille genreforfatter fik en eneste lille rød reje af Statens Kunstfond ved sidste års uddeling, hvilket er en ganske præcis afspejling af tingenes tilstand generelt.

I den skønlitterære verden er man ikke kun irriteret på krimier, fordi de fylder for meget på Bogmessen og optager pladserne på bestsellerlisterne, man ser også ned på dem, og ikke nok med det: Somme bruger afstandtagen til krimier til at positionere sig selv som elitær: Da en glad kulturkendis på sin Facebookside annoncerede, at hun glædede sig til at se filmatiseringen af ’Mænd, der hader kvinder’, fik Wannabe-Eliten ualmindelig travlt med at kundgøre, at de i hvert fald ikke havde læst den bog og absolut heller ikke havde til hensigt at gøre det. En quick & dirty måde at profilere sig selv på.

Måske forholder det sig sådan af helt reflektoriske årsager, der stammer fra dengang, hvor genrelitteratur – her brugt i betydningen: den brede vifte af spændingslitteratur — var det, man forsvandt i, når man træt kom hjem fra arbejde og kun ønskede at drukne i behagelige, stedfortrædende universer — det hed eskapere i min ungdom. For hvis jeg tjekker med mine gamle opslagsværker, bl.a. Writer’s Encyclopedia fra 1983 (sic!), så er definitionen på ’genrefiktion’ et begreb, der bruges i forlagsindustrien til at beskrive kommercielle romaner, såsom krimi, kærlighedsromaner og science fiction. Hvis man er kommerciel, så gør man det for pengenes skyld: Man laver et produkt, hvis salgspotentiale, man mener, er optimeret.

Er kærlighedsromaner og science fiction dér, hvor man henter pengene hjem i Danmark version 2009? Næppe. Faktisk kan jeg ikke mindes nogensinde at have set de genrer på en dansk bestsellerliste, men alene den mere nutidige arvtager til kærlighedsromaner, chicklit, der opfylder kvinders inderste ønske, nemlig at læse om sig selv. Men udelukker disse medfødt lavbrynede kategorier, at der inden for deres rammer kan laves kvalitetslitteratur? Nej, og det er Fay Weldon (chicklit) og Ursula K. LeGuin (science fiction) gode eksempler på. Begge disse forfattere var i øvrigt pensum på universitetet dengang i firserne, så det med at passe på, hvad man siger om genrerne, kan begynde her: Deres membraner er ikke uigennemtrængelige.

Så vidt, så godt: Bogeskapisme er en død sild, arvtageren er tv. Men krimi som kommerciel? Vi har i dag en bestsellerliste, hvor krimigenren klart fremstår som kommerciel underholdning alene på grund af dominansen. En bestseller betyder, at forfatterens tur til banken er en god tur. Stieg Larsson har nærmest ejet bestsellerlisten i 2008/9, mens danske krimiforfattere som Anna Grue, Elsebeth Egholm, Sara Blædel, Sissel-Jo Gazan og især Jussi Adler-Olsen blandt mange andre også har haft store aktier i den. Men, igen, det har Jens Smærup Sørensen, Helle Helle, Khaled Hosseini, Erling Jepsen og Jens Christian Grøndahl, blandt andre, altså også. Betyder det så, at sidstnævnte skøn- og finlitterære forfattere også er forfattere til kommerciel underholdning? Eller er vi her ude i, at »mange læsere påskønner disse bøger«? Er der ikke noget om, at hvis for eksempel en så fremragende forfatter som Jens Smærup Sørensen ender på bestsellerlisten, så er det, fordi han er fremragende i modsætning til kommerciel, mens Jussi Adler Olsen er der, fordi han er kommerciel, og Stieg Larsson, fordi han er død, hvad der må være den mest kommercielle foreteelse nogensinde og i hvert fald det bedst tænkelige salgsfremstød, man kan gøre for sine tvivlsomme arvinger.

Kendsgerningen er, at alle forfattere, selv den mest brændende nørd, ønsker at sælge bøger, og uanset salgstal: altid flere bøger. Der er både penge og et almenmenneskeligt bekræftelsesbehov på spil her, og når mere finlitterære forfattere siger, som de ofte gør, at de gerne vil have flere læsere, betyder det så i virkeligheden ikke, at de gerne vil have flere købere? Lad det være hævet over enhver tvivl: Alle forfattere er kommercielle i hjertet. Men hvad er det så, der gør krimien til skønlitteraturens Big Mac? Jamen, det skyldes da så indlysende, at den ikke anses for værende kunst. Nu ved jeg ikke, hvad kunst er, og jeg har i årenes løb spurgt mange æggehoveder, der heller ikke vidste det. Alle er dog enige om at kunne genkende fænomenet, når de støder på det, ligesom Monty Python heller ikke var i stand til at definere en papegøje, men så udmærket kunne at udpege en, når de så den.

Vi er alle enige om, at ’Macbeth’ og det Sixtinske Kapel er kunst. At Rembrandt, Shakespeare og hele den liga er kunstnere. Men når vi møder et 139 x 119 cm stort lærred på Tate Modern, som udelukkende fremviser en fin blå farve, så er vi mange, der bliver i tvivl. Hvorfor er det nu kunst? Så jeg bliver nødt til igen at dykke ned i en (denne gang mere nutidig) ordbog. Kunst er, står der, en skabende virksomhed f.eks. inden for musik, litteratur, malerkunst eller film som har til formål at fremkalde særlige sanseindtryk hos tilskueren og give dem en særlig menneskelig oplevelse.

Denne definition overlader kunstens identifikation til den enkelte: Det, der fremkalder særlige sanseindtryk hos mig, gør muligvis intet indtryk på dig, og så er ballet jo åbent for kronhjorte ved skovsøer og grædende børn, for der må være rigtig mange mennesker, hos hvem denne type maleri efterlader ganske betydelige sanseindtryk. Men de er ikke kunst, de er kitsch, fordi, gætter jeg mig til, det sanseindtryk, de lefler for, er romantisk henholdsvis medlidende, dvs. lavere og forudbestilte følelser, i modsætning til en særlig følelse. Er det, fordi man mærker en hensigt og bliver forstemt? På samme måde hævdes pornografiske tekster ikke at kunne være kunst, fordi de alene lefler for læserens lyst, men igen er ’Fanny Hill – en glædespiges erindringer’ et godt eksempel på membranens gennemtrængelighed.

Er det så den principielt samme leflen, som gyser-, krimi- og noirforfatteren Steen Langstrup gør i, når han indleder ’I skyggen af Sadd’ således: Der er altid en speciel stemning i bilen, når man kører gennem Byen med et lig omme bagi. En anelse trykkende, lidt som om stilheden vejer noget. Den dybe brummen fra motorens otte cylindre og vinduesviskernes rytme kommer på en sær måde til at ligge neden under stilheden. Langstrup forudbestiller, at vi læser videre ved at benytte sig af det gemene kneb, det er at lefle for vores nysgerrighed: Hvad laver han med et lig i bilen? Betyder den nysgerrighed, han hermed planter, at bogen som helhed ikke er kunst?
Nej, det betyder, at den indtil videre er godt håndværk. Senere hen får han os til at gyse, og spørgsmålet er så, om tilstedeværelsen af nysgerrighed og gys udelukker, at denne bog ved nærmere eftersyn kunne vise sig at være et kunstværk?

Jeg kommer uvægerlig til at tænke på diætisten, der udtalte, at det ikke så meget var det, man spiste, som det man ikke spiste, der var problemet. Det var med andre ord i orden at spise en ristet med det hele, bare man også huskede at spise en gulerod. Så Steen Langstrup kunne jo, trods de ristede elementer, nysgerrighed og gys, også tænkes at diske op med gulerødder?

Og sandt for dyden om ikke også Shakespeare, som ingen ville kunne påstå ikke var kunstner, forudbestilte følelser: Han skrev komedier for at få folk til at grine, tragedier for at få dem til at græde. Som en service fortalte han dem tilmed, hvad de kunne forvente, så de var psykologisk primede til aftenens udrensende underholdning: ’Hamlet, prins af Danmark’ hedder faktisk ’Tragedien om Hamlet, prins af Danmark’. Så gad vide, om Willy ville have kunnet få kunststøtte, hvis han havde levet i dag og i samme grad havde insisteret på at vække specifikke følelser? Langstrup, som lefler for min nysgerrighed, har i fjorten år og stort set som den eneste serviceret Danmark med litteratur fra mørket uden nogen form for statsstøtte overhovedet. Var det ikke for ham, havde vi simpelthen ikke gysere og generel noir i voksenhøjde her i landet. Men det er altså ikke kunst, lyder dommen. Det er underholdning. Måske er det den gamle opfattelse, at kunst og underholdning er modsætninger, der ligger til grund for Kristian Ditlev Jensens oplevelse: »Efter at jeg engang havde læst en tekst op på (Forfatter)skolen, fik jeg reaktionen: »Det var vel nok en underholdende tekst«. Og det var ikke positivt ment«.

Er kriteriet for kunst så, at det skal være kedeligt og for enhver pris ikke må være underholdende? I så fald er det fine blå lærred på Tate Modern stor kunst, for det er begrænset, hvor længe man gider kigge på det, uanset den fine blå farve: Der er intet at udforske, intet at fortabe sig i, det afstedkommer ingen særlige følelser, men nogenlunde de samme som Sadolins farvekort kan præstere. Men kunne der bag den forkætrede underholdningsdimension ikke gemme sig noget andet: Noget med at blive grebet? Personligt kunne jeg da ikke drømme om at læse en bog til ende, hvis den kedede mig. Jeg vil da gribes, ud på kanten af stolen og sidde der med mine særlige følelser og vibrere over mødet med det, Joyce Carol Oates kalder en klimprende sjæl. Jeg vil have nerve, jeg vil have, der skal være noget på spil.

Af erfaring ved jeg, at netop de saliggørende elementer kan findes overalt, i en krimi, i en såkaldt ’smal’ novellesamling eller i et digt. Genrer er ligesom ideer, hverken værre eller bedre end det, forfatteren stiller op med dem. Et digt er næsten født højbrynet, men hvis Andrew Marvell i sit til fortærskelse berømte digt, ’To His Coy Mistress’, havde udtrykt sine følelser anderledes og anråbt elskerinden således: »Tiden går, baby/det er kriminelt at holde mig hen/jeg vil have sex nu«, var det nok ikke endt som fast pensum i de gymnasiale studieplaner.

En krimi defineres alene ved, at der foreligger et mord og en efterfølgende opklaring, en thriller ved, at der foreligger en forbrydelse, som bliver personlig. De genrekrav er ganske enkelt ikke snærende nok til at dræbe et kunstværk, ligesom krimi- og thrilleringrediensernes fravær i skønlitteratur heller ikke automatisk sikrer et lødigt produkt. Min påstand er, at alle genrers membraner er gennemtrængelige, og kunst kan opstå, hvor som helst det gode håndværk møder den klimprende sjæl.

Det er derfor stærkt beroligende at finde samme rummelighed i udgangspunktet for Statens Kunstfonds nuværende tremandsudvalg, som på Kunstfondens hjemmeside kundgør: Vi vil gerne sikre en kunstnerisk bredde, og derfor er det vigtigt at kunne erkende kvaliteten i arbejder, som måske ikke rammer én selv så dybt. En afvisning må f.eks. ikke være begrundet på rene idiosynkrasier eller personlige aversioner imod bestemte genrer eller former for litteratur.

Desværre kunne man ved sidste års uddeling konstatere et misforhold mellem vision og praksis, idet seks ud af ti legatmodtagere var dimittender fra Forfatterskolen, en skole som – hvis nogen skulle være i tvivl – udklækker smalle forfattere og ikke hverken episke eller genreforfattere.
Dette misforhold bliver så meget desto mere tydeligt derved, at ikke en eneste genreforfatter blev tilgodeset ved sidste års uddeling. Problemet er primært homogeniteten, som indlysende forløber på bekostning af mangfoldigheden i dansk litteratur og retfærdighedsfølelsen hos et stort segment af danske forfattere, og i modstrid til det udtalte ønske om at sikre en kunstneriske bredde. Homogeniteten i anvendt kunststøtte anno 2008 er en afspejling af homogeniteten i tremandsudvalgets sammensætning, idet Repræsentantskabet for Statens Kunstfond for årene 2008-2010 har udpeget ikke mindre end to smalle forfattere, der oven i købet begge er dimittender fra Forfatterskolen. Det tredje medlem, formanden, er mag.art. og lic.phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og udpeget af kulturministeren.
Det er en sammensætning, der gør, at mange genreforfattere på forhånd opgiver at søge for at spare sig selv for den ydmygelse, som de af erfaring ved er den fremherskende følelse efter et afslag.

Det ville være befriende, hvis ordbogsdefinitioner fra 1983, andre forældede sandheder og mangfoldige fordomme kunne vige til fordel for et mere nutidigt klarsyn, for 1983 var ikke året, hvor spændingsgenren besluttede sig for at stivne i sin gamle støbeske, og det var 2008 bestemt heller ikke. Tværtimod ville selv den største finlitterat ved nærmere eftersyn kunne forvisse sig om, at disse genrer har et umådelig stort potentiale for at udvikle sig, sprænges og begynde at sprælle, og at det, by the way, faktisk allerede er sket. En større åbenhed, en større beredvillighed til ved selvsyn at se tingene efter i sømmene ville være forløsende. Endnu bedre ville det naturligvis være, hvis Repræsentantskabet for Statens Kunstfond erkendte behovet for et bredt sammensat udvalg og i næste ombæring ville udpege en genreforfatter til Statens Kunstfonds tremandsudvalg. Det ville være på høje tid.